Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.448
Den norske Historie
gen Forsømmelse af, hvad der paahvilede ham som saadan, skulde
han bøde halvt til Kongen og halvt til Bønderne, men at, naar
Aarmanden, der var Kongedømmets umiddelbare Repræsentant,
forsaa sig paa lignende Maade, skulde den hele Bod, som han
havde at udrede, tilfalde Bønderne;1 ved disse Bestemmelser
stilles Kongen i en skarp Modsætning til det øvrige Samfund, og
man gjenkjender Opfatningen af hans Magt som en privat
Herlighed, der staar for sig, og hvori kun Besidderne selv er
interesserede. Landsloven derimod tillægger Kongedømmet Andel
ogsaa i de Bøder, som Sysselmændene havde at udrede, naar de
gjorde sig skyldige i Forurettelser mod privat Mand,2 og hævder
saaledes dets Egenskab af Statsmagt, af Lovens og Betfærdighedens
almindelige Repræsentant. Den tillægger videre de af Kongen
ansatte og lønnede Lagmænd en bestemt og meget omfattende
Dommermyndighed. I alle civile Retstrætter blev det overladt
til Sagsøgeren at vælge, om han vilde indstævne sit Søgsmaal for
Lagmanden eller for Herredsthinget. Lagmandens Kjendelse var
en lovlig Dom, der skulde efterleves under Straf af en betydelig
Rod. Den kunde vel appelleres til Lagthinget, men om endog
alle Domsmænd her blev enige om, at den var ulovlig, maatte
de dog ikke ophæve eller forandre den, men kun skrive derom
til Kongen, i hvis Haand den endelige Afgjørelse blev lagt. Paa
Lagthinget var det desuden nu Lagmanden selv, der præsiderede;
han opnævnte i Forening med Sysselmanden Medlemmerne af
Lagretten, der dannede den egentlige Domstol, og havde selv Sæde
og Stemme blandt disse, ja, i Tilfælde af Meningsforskjel, skulde
endog han raade og de, som var enige med ham, medmindre
Kongen selv efter de skjønsomste Mænds Raad fandt andet
lovligere.3 Ved kriminelle Sager bibeholdtes vel den gamle
Retter-gangsorden, forsaavidt som disse fremdeles skulde paadømmes af
de ordentlige eller overordentlige Herredsthing; men det var nu
den kongelige Sysselmand eller hans Fuldmægtige, der
sammenkaldte disse Thing og optraadte som deres Leder og Forstander,
og det blev ogsaa ved saadanne Sager forbeholdt Kongen en
endelig Afgjørelse, ialfald naar det gjaldt Forbrydelser, der medførte
Tabet af Liv eller Fred, i hvilke Tilfælde han havde
Renaad-ningsret, og hverved de af Herredsthingene fældte Domme maatte
forelægges ham til Stadfæstelse. Vi ser altsaa, at naar
Lands-loven udtalte den Grundsætning, at Kongen er «yfir lögin skipaör»,4
1 Se ovenfor S. 25
2 N. L., IV. 20; VIII. 1.
3 N. L., I. 4. 11. Jvfr. Keyser, Retsforf., S. 252—53; Aschehoug, Statsforf., S.
45-46.
* «Sat til at forestaa Loven». N. L., I. 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
