Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.434
Den norske Historie
ved der tilføiedes Baronernes selvstændige Jurisdiktion og
dermed deres suveræne Herskerstilling i det hele et afgjørende
Nederlag. Men heraf indsees ,da ogsaa, at det havde en helt
anden Betydning, naar saadanne Theorier gjordes gjældende og
saadanne Beformer gjennemførtes i Frankrige, end naar samtidig
noget lignende skete i Norge.
Det norske Samfund vedblev nemlig, trods alle Omdannelser
eller Forandringer i det enkelte, at hvile paa sin oprindelige
germaniske Retsbasis. De frie, selvstyrende Menigheder, i hvilke
det engang havde delt sig, var blevne underordnede under en
Fællesstyrelse og havde tilsidst abdiceret til Fordel for
Kongedømmet: Deres Spidser blev brudte af, idet de gamle
Høvding-ætter tilintetgjordes eller blev trængte ud af det offentlige Liv,
og derved tabte de ogsaa Evnen til at styre sig selv. Kongen tog
Arv efter Lendermændene, ligesom den franske Konge tog Arv
efter Baronerne; men Lendermændene havde ikke været
uindskrænkede Herrer som disse, men kun Ledere og de første blandt
Ligemænd. Det norske Kongedømme lod sig vistnok ikke nøie
med en saadan blot ledende Rolle, da det var blevet frigjort fra
Høvdingætternes Konkurrence; det ikke blot samlede al offentlig
Myndighed i sin Haand, men udvidede den paa samme Tid, og
denne Udvidelse imødekom endog et ligefremt Krav, som de
forandrede Forhold stillede, saa den maatte erkjendes som et Gode;
men saa almindelig end de Udtryk var, i hvilke den nye Lov
tillagde Kongen en styrende Myndighed over Folk og Land,
vedblev denne Myndighed dog faktisk at være en temmelig snevert
begrænset. Grænsen dannedes ved Odelsætternes ubetingede og
udelte Eiendomsret over sin Jord. Odelen havde ophørt at være
Grundlag for politisk Magt; men Forestillingerne om dens
fuldkommen uafhængige eller ligefrem suveræne Karakter fastholdtes
i Opinionen med uformindsket Styrke. Odeismanden besad sin
Gaard i Egenskab af Ættens Repræsentant, og dennes Ret
opfattedes som beroende helt paa sig selv; den var ikke afledet af
eller knyttet til nogen anden, saa det Udtryk, hvormed i
Frankrige under Feudalvæsenets Rlomstringsperiode Raronens
suveræne Herskerstilling og hans Raronis allodiale Karakter blev
betegnet: «ne tenir que de dieux et de son épée»; (bare være
afhængig af Gud og sit eget Sverd), med større Føie kunde
anvendes paa den norske Odelsbonde, ogsaa i det 13de Aarhundrede,
da Odelsbonde-Klassen i sin Helhed var sunket ned til at blive
en politisk umyndig eller uinteresseret Almue.
Det fulgte heraf, at Forholdet mellem Konge og Folk, trods
den nye Lovbogs Grundsætninger om Kongedømmets
guddommelige Oprindelse og Undersaatternes almindelige Lvdighedspligt,
alligevel i Hovedsagen vedblev at opfattes som hvilende paa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
