Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gjennemførelsen af Sverres System. — Den nyere Landslov 455
Overenskomst, der medførte for begge Parter visse Forpligtelser
og visse Rettigheder, og at denne Opfatning kom til at øve
Indflydelse paa Forholdets videre Udvikling. Kongen havde
paataget [sig at udføre alene og ved Hjælp af sine Embedsmænd,
hvad han tidligere havde udført i Fællesskab med Høvdingerne:
Han skulde sørge for Overholdelsen af Orden og Retssikkerhed;
til Gjengjæld havde han Krav paa visse Indtægter og visse
Naturalpræstationer af Bønderne (Skyds, Sagefald, Ledingsafgift);
men han maatte under ingen Omstændighed udvide disse sine
Rettigheder paa den frie Bondeeiendoms Bekostning; i den nyere
Landslov er det udtrykkelig indskjærpet, at Kongen eller hans
Ombudsmand ikke maa paalægge Bønderne nogen almindelig
Told eller Gaver, Veitsler, Hestefoder eller Vedhugster der, hvor
Leding gjøres, uden alene Sk3’ds og den øvrige undersaatlige
Skyldighed, hvorom Lovbogen vidner.1 Dette var fremdeles som
før Grundvilkaaret for det hele Forhold mellem Konge og Folk.
Foruden de ovenfor nævnte Præstationer var Forpligtelsen til
personlig Krigstjeneste den eneste offentlige Byrde, der fra
gammel Tid paahvilede de norske Bønder. Ogsaa i Hensyn paa
denne fastholdt Landsloven i Hovedsagen de ældre Regler.
Kongen skulde raade for Krig og Fred; dette var hans Ret; han
kunde begynde en Angrebskrig, naar han selv fandt for godt;
men til en saadan maatte han heller ikke efter Landsloven
opbyde mere end halv Almenning, og det saaledes opbudne
Mandskab var ikke forpligtet til at følge ham udover en én Gang for
alle fastsat Tid, — 3 Maaneder efter Landsloven, medens de
ældre Love havde 2. Og ikke blot var Kongen uberettiget til paa
egen Haand at udvide Ledingspligten eller de øvrige engang
vedtagne offentlige Byrder; men der gaves ingen offentlig
Autoritet, hvem en saadan Ret tilkom, eller til hvem han kunde
henvende sig, naar han i Statens Interesse fandt det nødvendigt, at
der stilledes en forøget Indtægt til hans Raadighed, eller at det
udskrevne Krigsmandskab forblev samlet udover den lovbestemte
Tid. Idet den nyere Landslov udtaler, at Kongen i Fredstider
ikke maa kræve mere end halv Almenning, tilføier den:
«medmindre han kan komme i Trang dertil og Mænd da for Venskabs
Skyld ]|vil yde ham mere, eller gode Mænd giver sit Samtj’kke,
naar de nyder Miskund og Velvilje af ham». Meningen heraf
kan kun være, at Kongen for det Tilfælde, at han en enkelt Gang
ønskede at vidvide ledingspligten udover den lovbestemte Grænse,
havde at henvende sig til de ledingspligtige selv og udvirke hos
dem, at de gav sit Samtykke, hver for sig.2 Og den samme
Fremgangsmaade forudsættes ligeledes at skulle blive fulgt, naar
1 N. L., III. i.
2 Jvfr. Aschehoug, Stats forf., S. 70.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
