Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.458
Den norske Historie
steds. Ifølge denne oprindelige Modsætning bevæger vor Historie
sig fremad gjennem en Række Kompromisser mellem det gamle
og det nve, hvorved dette sidste stadig opnaar nye Fordele,
medens hint trods sine Nederlag dog ikke opløses, men kun træder
nogle Skridt tilbage. Man kan sige, at Landsloven slutter Rækken
af disse Kompromisser, og saa stor en Udvidelse end det nye
opnaar ved denne Leilighed, vedbliver dog fremdeles det gamle
at være anerkjendt som Grundlaget, hvortil hint knjtter sig.
Sverre opstillede et Kongedømme af Guds Naade og gjorde
moderne monarkiske Doktriner gjældende; men disse Doktriner stod
fra først af i en uopløselig Sammenhæng med den gamle
«Odels-tanke», — Grundsætningen om Kongedømmet som en Odel i
Harald Haarfagres Æt; det var den, som egentlig seirede, og de
moderne Theorier fulgte kun med som et Tilhang eller en videre
Konsekvens. Paa lignende Maade forholdt det sig nu i det hele
med den nyere Statsskik i Norge i det 13de Aarhundrede; vi
møder Principer i Hensyn paa Retspleien, der spiller en
fremtrædende Rolle i Europas moderne Statsudvikling; vi ser
Reformer gjennemførte eller forberedte, der andensteds førte til at
lægge en saagodtsom uindskrænket Magt i Kongens Haand; men
det var dog fremdeles «Odelstanken», der dominerede det hele
Samfund, og deraf var hine Principers eller Reformers Virkning
faktisk betinget og begrænset.
Magnus Lagabøter kunde sige som Ludvig den Fjortende, og
det endog med bedre Føie end han, at han var Staten; men
Staten i Frankrige i det syttende Aarhundrede var alt, Staten i Norge
i det trettende var noget meget lidet. Trods sin Magtforøgelse
stod derfor det norske Kongedømme fremdeles som en særskilt
Ret, ikke som Kilden, hvoraf al anden Ret forestilles at være
udrunden. Naar Kongespeilet siger, at «Kongen eier alt Landet»,1
da var dette en Sætning, der ligefrem kunde siges at gjælde i de
af Feudalisationsprocessen fremgaaede eller paa Feudalsystemet
byggede Stater; men i Norge gjaldt den netop ikke saalidt i det
13de Aarhundrede som i det Ilte. Her eiede Kongen sin Odel
og hver Odelsbonde sin, og om end den enes Ret havde et
saameget videre Omfang end den andens, var den derfor dog ikke
bedre eller mere selvstændig. For at bruge en engelsk Historikers
Udtryk, der nogenlunde passer paa Norges politiske Udvikling
indtil det her omhandlede Tidspunkt: «There had been
centralisation without concentration.»2 Den offentlige Myndighed, som
tidligere havde været udøvet af Høvding- og Høldsætterne inden
de engere Kredse, hvori de var grupperede, blev samlet paa en
1 S. 61. Jvfr. Hirdskraaen, Cap. 14.
2 Stubbs, Constitutional Ilistory of England.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
