Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.466
Den norske Historie
ordsmand til Prest, medmindre han opgav sin verdslige
Værdighed for helt at leve for sit geistlige Kald. Dette Forbud fandt
vistnok ingen umiddelbar eller almindelig Efterlevelse; — vi ser
endnu Biskop Paal Jonssøn af Skaalholt (1195—1211) og efter
ham den i 1236 til Biskop valgte Magnus Gudmundssøn at være i
Besiddelse af Godord;1 — alligevel undlod det dog ikke at gjøre
sin Virkning, eller man kom paa egen Haand, under Indflydelse
af den sig mere og mere udbredende strengt-kirkelige Retning,
til at erkjende det usømmelige i, at Presteembedet behandledes
som et blot Tilbehør til anden offentlig Stilling; vi møder nemlig
i den senere Del af det 12te Aarhundrede hyppig Eksempler paa,
at Høvdinger, der havde indtraadt i den geistlige Stand, frivillig
afstod sine Godord til andre, og medens det i Begyndelsen af
dette Aarhundrede endog synes at have været det sedvanlige, at
Hovederne for de regjerende Ætter forenede geistligt og verdsligt
Embede, var i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede en slig
Forening aabenbart en sjelden Undtagelse.
Biskop Thorlak viste, med al sin Iver, alligevel et vist
Maadehold, saa at det i hans Tid ikke kom til noget voldsomt
Sammenstød. Derimod fremkaldte Gudmund Aressøns Optræden en
almindelig Gjæring og bragte den længe ulmende Strid mellem
de strengt-kirkelige Interesser og Synsmaader og de
verdsligaristokratiske til at slaa ud i lys Lue. Ved Biskop Gudmund
blev Spørgsmaalet om den kirkelige Jurisdiktion for første Gang
stillet paa Dagsordenen; han krævede, — i Strid med Landets
gjældende Ret, men i fuld Overensstemmelse med den
alment-kirkelige Forskrift, — at geistlige Personer alene skulde svare
for geistlig Domstol, ogsaa hvor det gjaldt Søgsmaal af en rent
verdslig Art, og søgte at hævde Kirkens Uafhængighed i denne
og andre Henseender paa den hensynsløseste Maade. Hvorvel
han i Regelen er bleven for strengt bedømt,2 maa det erkjendes,
at han viste sig lidet skikket for den Rolle, han havde paataget
sig; hans Iver var oprigtig, og hans Stræben: at løsrive Kirken
fra det Aag, hvorunder Høvdingerne holdt den, var, seet fra den
Tids Standpunkt, en fuldkommen berettiget; men han var
forfængelig og urimelig stivsindet; hans Hellighedsry har aabenbart
gjort ham Hovedet kruset, saa at han ikke længer formaaede at
skille mellem, hvad der var hans personlige og hvad der var
Kirkens Interesse; hans Mirakel-Praksis og stadige Strippen-om
1 Jvfr. Maurer, Island, S. 111.
1 H. Hildebrand har i Indledningen til sin Oversættelse af S norre, I S. IX,
nedlagt en, som det synes, vel beføiet Protest mod Munch’s ensidige Skildring af
Biskop Gudmunds Liv. (Man se t. Eks. N. F. H., III. S. 837, hvor det endog
lægges Gudmund til Last, at han ikke som de andre islandske Biskopper giftede
sig, men fulgte den strengere kirkelige Retning ved at leve i Cølibat.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
