Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.468
Den norske Historie
som deres Forgjængere under Aristokratiets Velmagtsperiode.
Tiderne havde nu forandret sig, og der krævedes nu en anden
Optræden fra Kirkestyrernes Side; Striden mellem Kirke og Ståt
var engang bleven vakt, og det kunde ikke gaa an at lade den
falde igjen; det gik ikke an længer at repræsentere paa én Gang
Aristokratiet og Kirken i Lighed med, hvad en Isleif eller Gissur
havde kunnet gjøre, uden at svigte sin Forpligtelse til en af
Siderne; det gjaldt nu et enten-eller, og desto nødvendigere maatte
det vise sig at være, at der ^blev sørget for, at Biskopsvalgene
foregik upaavirkede af ethvert Hensyn til de paa Øen raadende
verdslige Interesser. Biskop Gudmunds eget Valg var bleven sat
igjennem af Nordlandets paa den Tid mægtigste Høvding, Kolbein
Tumessøn, der havde gjort Regning paa i ham at finde et viljeløst
Redskab for sit eget Herredømme over Riskopsstolen og dens
Gods, og som blev hans forbitrede Fiende, da han vovede at
svigte denne Tillid og [ikke vilde finde sig i det ham tiltænkte
Afhængighedsforhold; det var øiensynligt Kolbeins Vilje og
Mening, at Hole Biskopsstol skulde være et Underbrug for ham og
lians Æt, ligesom Skaalholts gjennem lange Tider havde været
det for Haukadals- og Oddeætten,1 enten derved, at den
biskoppelige Værdighed ^beklædtes af Ættens egne Medlemmer eller af
Mænd, der skyldte den sin Ophøielse. Under et saadant Forhold
kunde nok den enkelte Biskop komme til at øve en stor Magt,
men det var da ikke alene eller ikke engang nærmest i Egenskab
af Kirkens Repræsentant, og denne Høvdingernes eller enkelte
Høvdingætters Raadighed over Riskopsstolene maatte synes
fuldkommen urimelig, naar det først engang var kommet til en
alvorlig Kollision mellem de verdslige og geistlige Interesser. Det
var derfor et fuldt beføiet Skridt, — en nødvendig Konsekvens af
den ved Riskop Gudmund vakte Strid, — at den throndhjemske
Erkebiskop, efter Gudmunds og Magnus Gissurssøns Død i 1237,
kasserede de paa Island ^foretagne Valg og tilegnede sig selv
Besættelsen af begge de islandske Biskopsstole, fremdeles at han
besatte dem med norske Geistlige, der stod helt uafhængige ’af de
paa Øen raadende Familje-Koterier. Man behøver ikke at antage,
at han ved disse Skridt har gaaet den norske Konges Erinde;
hvad der bestemte ham, kan alene have været Hensynet til de
kirkelige Interesser. Hans Fremgangsmaade var iøvrigt i fuld
Overensstemmelse med den kanoniske Bets Forskrifter, der paa
det strengeste forbød enhver Indblanding af Lægfolk i
Biskops-valgene, og som i Tilfælde af et ugyldigt Valg tillagde
Metropoli-tanen Ret til at besætte den ledige Biskopsstol;2 man finder heller
1 Munch, N. F. IL, III. S. 997. Maurer, Island, S. 234.
2 Jvfr. Maurer, Island, S. 117—18.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
