Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.480
Den norske Historie
formige Karakter, vække og vedligeholde vor Interesse, og vi
føler os ikke frastødte af dem, trods de mange Træk af barbarisk
Haardhed og Blodtørst. Vi møder nemlig ved Siden Træk af
virkeligt Høisind, af Trofasthed og Opofrelse; vi møder selv hos
de voldsomste og selvraadigste Naturer en dyb Agtelse for Lov
og Ret; den oprindelige Sammenhæng mellem Loven og Religionen
har endnu ikke tabt sin Magt over Sindene; Slegtsfølelsen er
endnu levende og sterk; Raandet mellem Medlemmerne af samme
Æt har fremdeles bevaret noget af sin oprindelige religiøse
Karakter, og idet denne Ættefølelse eller Ættereligion behersker eller
indordner under sig de voldsomste personlige Lidenskaber: Hadet,
Hævnen, Magtbegjæret, Ærgjerrigheden, forædler den dem tillige
og giver dem et mere ophøiet Præg; Blodhævnen gjælder som
en hellig Pligt; den er en Institution og har sin anerkjendte
Plads i Lovgivningen som i den almindelige Retsbevidsthed; vi
møder selv under de værste Voldsscener en Respekt for visse
Hensyn, en skrupuløs Iagttagen af visse Former, der vidner om,
at vi ikke har for os Ytringer af en moralsk Opløsning, en
fuldkommen utøilet Lidenskab. Det er, for at bruge Dahlmanns
Udtryk, et «ungestümes, aber keineswegs gesetzloses» (voldsomt, men
paa ingen Maade lovløst) Liv, der skildres; vi føler, at dette Liv,
saa haardt og vildt det end er, alligevel er undergivet en
moralsk Orden; det har en Moral, som er forskjellig fra vor, men
som behersker det og sætter Regel og Grænse for Lidenskaberne.
Sturlungeperioden derimod frembyder Billedet af et fuldkomment
Anarki baade i en indre og ydre Forstand. Lov og Ret syntes
nu kun at være til for Menigmand; Eder og Forpligtelser
overholdtes ikke længer, end til man uden Fare troede at kunne
sætte sig udover dem; man gjorde sig skyldig i de groveste Rrud
paa Tro og Love uden Sky og uden at det synes at have vakt
nogen almindelig Forargelse; Blodets Raand agtedes ikke længer;
de nærmeste Frænder forfulgte hverandre med det bitreste Had
og paa den hensynsløseste Maade; Passioner og Motiver af den
laveste Sort fremtraadte som de raadende i det politiske Liv;
det var ikke længer Ættefølelsen eller det gjensidige
Hengiven-hedsforhold mellem Høvdingen og hans Undergivne, der i
Regelen fremkaldte Feiderne, men den rene Egoisme, det mest
personlige Gods- og Magtbegjær, og hvad der fremfor alt gjør
Indtrykket af de mange Drabs- og Mordbrandssccner, de mange Brud
paa Fred og Forlig’, saa modbydeligt, er, at disse Ugjerninger
ofte fremtræder, ikke som Udbrud af voldsomme Lidenskaber,
men som Resultater af et roligt Overlæg, en kold, egennyttig
Beregning.1
1 Se Munch, N. F, H„ IV, 1. S. 314.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
