Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
479
eller at dele Herredømmet mellem sig paa nogen varig Maade;
det gjaldt for enhver af dem at kue de andre eller selv at blive
kuet; der var ingen Grænse for den enkeltes Ærgjerrighed eller
Havesyge og ingen Sikkerhed for ham, saalænge der fandtes
nogen Medbeiler.
Saaledes blev det islandske Høvdingvældes Historie efter
Slutningen af det 12te Aarhundrede en endeløs Række af Intriger,
Feider, Overfald, Brandstiftelser, — en indbyrdes
Udryddelseskrig, som stadig antog en mere vild og grusom Karakter, og som
trods sit larmende Liv efterlader et Indtryk af Øde og Tomhed.
Og her kommer det da tilsyne, — for atter at minde om, hvad
der i det foregaaende er bleven fremhævet, — at Opløsningen
paa det politiske Felt kun var en enkelt Side af en mere
omfattende Opløsningsproces, at der forud for den og jævnsides med
den gik en almindelig moralsk Dekadence. Vi har seet, at
Sammenhængen mellem Kirke og Ståt siden Midten af det 12te
Aarhundrede stadig mere og mere blev brudt. Dette var en Ytring
af Kristendommens egen Aand, men det medførte alligevel som
sin umiddelbare Følge en Tilbagegang i moralsk Henseende.
Saalænge endnu Prestens og den verdslige Høvdings Stilling
regelmæssig var forenet hos de samme Personer, var den herskende
Religion kun halvt kristelig; men denne Kristendom havde netop
ved sin Halvhed kunnet følge det offentlige Liv inden en Ståt,
der hvilede paa hedensk Grund, og vaage over det med sin
Autoritet. Idet Kirken udsondrede sig fra Staten, kom ogsaa det
kirkelige og det politiske Liv til at skille sine Veie. Kristendommen
drog sig paa en Maade ud af den bestaaende Stats- og
Samfunds-Organisme, medens den hedenske Religion, hvoraf denne
Organisme var udvokset, og som engang havde været dens Sjæl,
forlængst havde ophørt at eksistere eller kun var til i magtesløse
Rester. Og denne Statssamfundets «Entkirchlichung» maatte,
ifølge den Sammenhæng, som i hine Tider bestod mellem Religion
og Moral, tillige blive dets «Entsittlichung». Kristendommen
opstillede en ny og høiere Moral; men Overgangen til denne gik
gjennem Opløsning og Dekadence. Der maatte komme Tider, da
den gamle Moral havde ophørt at beherske Livet, medens den
nye endnu kun var tilegnet paa en ufuldstændig eller udvortes
Maade, og en saadan Tid var netop Sturlungeperioden. Deraf
kommer det, at Beretningerne fra denne Periode og Beretningerne
fra det store Sagaold gjør et saa høist forskjelligt Indtryk paa
os, trods den tilsyneladende saa nære Overensstemmelse i deres
Indhold. I hine som i disse føres frem for os Overfalds- og
Mordbrandsscener og blodige Feider mellem Høvdingerne. Men
Skildringerne fra det store Sagaold kan, uagtet deres noget ens-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
