Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.508
Den norske Historie
Ved denne Begrænsning inden en snæver Kreds af Emner, —
ved denne de enkelte Forfatteres eller Fortælleres ubetingede
Underordning under en i visse Ætter og Skoler nedarvet
Kunsttradition, — er da ogsaa det fuldendte Mesterskab opnaaet, som
ingen kan frakjende den islandske Saga i dens bedste
Frembringelser. Det er noget tilsvarende til, hvad vi møder i den gamle
græske Kunst: ogsaa denne udviklede sig jo for en væsentlig Del
som en arvelig Haandtering i visse Familier og kom derved til
at udvise, i Modsætning til den moderne Kunst, en vis
Ensformighed, medens den paa den anden Side opnaaede den typiske
Fuldendelse, som aldrig er bleven overgaaet.
De islandske Sagaer omfatter i Regelen en Mands hele Liv
eller endog en hel Slegts Historie gjennem flere Generationer; de
har ofte flere Hovedpersoner og samler sig ikke om et enkelt,
men om flere Midtpunkter; alligevel kommer dog en Plan tilsyne,
et Tilsprang til en kunstmæssig Anordning, hvorved de enkelte
Partier, af hvilke en Saga er sammensat, forbindes til et organisk
Hele. Sagaen indledes med en Drøm, et Varsel, en Spaadom, der
paa Forhaand antyder Gangen i de siden fortalte Begivenheder,
og hvis Opfyldelse danner et Slags indre Sammenhæng mellem
disse, som Gudruns Drøm i Laxdøla-Saga eller Scenen i
Njaals-Saga med den legende Hallgerd, hvis Tyveøine Farbroderen undrer
sig over;1 de vigtigste handlende Personer indføres i Regelen
allerede i Sagaens første Kapitler, og der gives Vink om dem og
deres Slegt, hvorved man faar et Slags Ouverture, en Eksposition
til den følgende Forestilling: Begyndelsen peger hen mod Enden,
som sig hør og bør i enhver kunstmæssig Komposition. De
store Optrin forberedes og indledes med en Kunst, der forstaar
at bruge de rette Midler til at forsterke Indtrykket; der løftes
lidt paa Forhænget, saavidt at Læseren aner en Katastrofe og
spændes paa, hvad der vil ske, men heller ikke mere, som i
Njaals Saga, da Boden for Høskulds Drab var fastsat og begge
Parter syntes vel forligte, men Skarphedin stod hos og taug «ok
glotti viö»,2 og siden, da Njaal kom hjem til sin Bod og bad sine
Sønner, at de nu, da man skulde tilsige hinanden Grid og Trygd,
ikke maatte foretage sig noget, hvorved Forliget kunde spildes,
og det saa atter heder om Skarphedin, at han strøg sig om
Panden «ok glotti viö».3 Og nu Skildringen af selve disse store
Optrin, — af de hævnsyge Kvinders Opeggelser og Sammenstødene
mellem de vrede Mænd, af Mordbrands- og Overfaldsscenerne, af
Thingtrætterne og Forhandlingerne mellem de optrædende Høv-
1 N. M. Petersen, Oldnord. Lit. Hist. i Ann. f. N. Oldk. 1861, S. 220-21.
2 Glotti o: smilte haanligt.
3 Njåla, Kap. 124.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
