Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
507
Forbedringer underveis, er dog den Aand, som gaar igjennem
dem, en fuldkommen ensartet; Situationer og Karakterer, den
Livsanskuelse, de Følelser, der aabenbarer sig i de handlende
Personers Optræden, og det Sprog, der lægges dem i Munden, —
alt passer paa det nøieste sammen, alt synes saa ramt hedensk,
at vi kunde fristes til at tro, at Fortællingerne allerede havde
faaet den Form, hvori de nu foreligger os, samtidig med de
skildrede Begivenheder, saafremt vi ikke af enkelte Træk som de nys
anførte overbevistes om, at dette ikke er Tilfælde.
Man finder de islandske Sagaer ensformige; naar man har
læst en, heder det, har man læst dem alle, og det er vist, at de
kun frembyder liden .Variation. Dette vil ikke sige, at de alle
skulde være lige godt fortalte: i saa Henseende er det let at
iagttage en Forskjel; somme Sagaforfattere har havt mere Talent,
større Færdighed i at gruppere og behandle det givne Stof end
andre; sommesteds paa Island har Øvelsen været større, Skolen
bedre end andetsteds.1 Men Stil og Behandlingsmaade —, mere
eller mindre godt gjennemført, — er dog den samme i dem alle.
Sagafortællingens Kunst var, som før fremhævet, knyttet til
Skalde-kunsten; den gik, som denne, i Arv i visse Ætter, visse Skoler;
den blev mere og mere udviklet, mere og mere raffineret, ved
saaledes at gaa fra Mand til Mand i Ætten, men stadig indenfor
Grænserne af en givet Plan, en givet Mønsterform; den blev, idet
den udviklede sig, stadig mere bunden til visse traditionelle
Begler, der hindrede det individuelle Forfatterpræg fra at gjøre sig
gjældende.
Ogsaa i de behandlede Stoffer raader en lignende
Ensformighed. Det er Feider og Processer mellem Høvdingætterne,
Overfalds- og Mordbrandsscener, en dybt udtænkt, længe forberedt
Blodhævn, hvorom de allerfleste af disse Sagaer dreier sig.
Saadanne Stoffer svarede til Smagen hos et Aristokrati, hvis
Traditioner var saa udpræget krigerske, og inden hvilket Magt- og
Godsbegjær havde fremkaldt saamange Rivninger. Paa disse
Felter kunde Sagafortællerne føie sig hjemme, her kunde de bevæge
sig med Sikkerhed og Frihed; de har selv været grebne af, hvad
de fortalte, og det har faldt dem let at realisere for sig slige
Scener og slige Lidenskaber. De har, naar de foreslog den Slags
Ting, havt et Publikum for sig, som kunde inspirere dem, og
som forstod at sætte Pris paa de krydrende Træk, hvormed de
pleiede at tilsætte sine blodige Anretninger.
1 Gud.br. Vigfusson i Safn t. Sög. Isl., I. 191; «Nordan ok austanlands eru
færri ok at jafnaöi lakari sögur en sunnan ok vestan, ok ekki af f>vi, aö fieir
færi siöar at skrifa f>eir, lielör af f>vi aö £>ar voru ekki jafn godir sögumenn.»
Jvfr. Vigfusson, Fort. til Kyrbyggja-S., LII—LIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>