Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.510
Den norske Historie
trække oratio direeta for oratio indirecta. Og idet nu et saadant
Foredrag uden synderlig Forandring er bleven overført ogsaa i
den skriftlige Form, har Sagastilen faaet det dramatiske Liv,
hvorved den udmerker sig, og paa samme Tid et Præg af
Simpelhed og Naturlighed, der næsten kunde synes at udelukke Tanken
om en bevidst beregnende Kunst. Vi ser dog denne ofte træde
frem paa en saadan Maade, at den ikke kan miskjendes, i visse
hyppigt tilbagevendende Kraftsteder og «anseelige Denouements»
eller i visse Effektmidler, der anspændes til det yderste. Saaledes
— for at nævne Eksempler — Scenen i Njaals Saga, da
Bergthora fortæller sine Sønner, at man havde kaldt dem
«tadskegg-lingar» og deres Fader «karl hinn skegglausi», og saa det heder:
Skarphedin lo deraf, men dog sprat Sveden ham af Panden, og
der kom røde Flekker i Kinderne hans, Grim var taus og bed
sig i Læben, Helge forandrede ikke en Mine og sagde ikke et
Ord; — en tilsvarende Scene i Ragnar Lodbroks Saga, da Ragnars
Sønner faar Budskab om sin Faders Død; — fremdeles slige
Sammentræf, som naar Kaare (Njaals Saga, Gap. 156) kommer
ind i Orknøjarlens Hal i det Øieblik, da hans Fiende Gunnar
Lambason fortæller paa en haanende Maade om Njaals og
Njaals-sønnernes Indebrænding, og han saa hugger til ham, saa hans
Hoved fyger af ham og op paa Bordet foran Kongen og Jarlerne;
— ganske overensstemmende med, hvad der i Olaf den Helliges
Saga fortælles om Asbjørn Selsbane og i Fostbrødra Saga om
Thormod Kolbrunarskald; — eller som naar det i Haavard
Isfir-dings Saga fortælles om denne, hvorledes han tre Gange, —
efterat have modtaget Budskabet om Sønnens Drab og efter at
være bleven afvist Gang efter Gang af Drabsmanden, af hvem
han krævede Bøder, — lægger sig til Sengs for at gruble over
sin Hævn, den ene Gang mere bøiet og skrøbelig end den anden,
og saa tilsidst reiser sig sterk og frisk, da Hævnens Time endelig
slaar. Det er godt gjort, men stundom, kunde man sige, er det
altfor godt gjort; Beregningen, Maneren træder altfor tydeligt frem.
Ved Siden af de store Effektscener er Karakterskildringerne
disse Sagaers sterke Side. Heller ikke i dem er der megen
Afveksling. Det er de samme storsindede eller hævngjerrige
Kvinder, de samme egennyttigt beregnende eller voldsomme, stridbare,
ustyrlige Mænd, der optræder som Hovedpersoner allevegne. Det
er sterke Folk, men noget stutte; ofte med et Præg af Høisind
over Haardheden, men næsten altid uideale, optagne af sig selv,
kolde, egoistiske, saa de vanskelig kan afvinde vor Tids Læsere
nogen Sympathi. Egil Skallagrimssøn t. Eks., hvis Saga, om den
end ikke savner et historisk Grundlag, alligevel synes at have
behandlet dette med stor Frihed til sin Helts Forherligelse og i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
