Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den islandske Stats Opløsning og Undergang
511
den herskende Smags Aand, og som ogsaa, naar man skal dømme
efter den store Udbredelse, Sagaen om ham har havt,1 synes at
have været Islændingernes rette Nationalhelt, er, med al sin
Kraft, en næsten frastødende Skikkelse. Han begynder allerede
som Barn med at begaa Drab, hævner sig "saaledes engang paa
sin Fader ved at slaa dennes kjæreste Tjener ihjel, og vækker
ved denne og lignende Bedrifter et godt Haab hos Forældrene
om, at der vil blive noget af Gutten. Hans følgende Liv er da
en rastløs Flakken om fra Land til Land; han bestaar en Række
Eventyr og viser et ubetvingeligt Mod, en overordentlig Styrke
og Vaabenfærdighed, men tillige en umættelig Tørst efter Gods
og Guld. Han bringer ved denne Griskhed sin ædelmodige Ven
Arinbjørn Herse Gang efter Gang i stor Knibe og" lader ham
tilsidst endog betale af sin egen Pung, hvad han ikke kan faa ud
af andres; da hans Broder er falden og den engelske Konge for
at trøste ham tilbyder ham Penge, kommer «hans Bryn straks i
Lag igjen»; han er altid betænkt paa egen Fordel; intet Træk af
Opofrelse eller Hengivenhed; han er hverken Hedning eller
Kristen, men primsignet, saa at han efter Omstændighederne havde
den Tro, der faldt ham beleiligst, det vil sige: var Kristen,
naar han havde med Kristne at gjøre, og Hedning, naar han
havde med Hedninger at gjøre. Og tilsidst slutter han sin
Bane, som gammel og blind Mand, med at kaste alle sine
opsparede Skatte i en Elv, da han ikke under nogen af
sine Frænder dem og han ikke har faaet Lov til at udføre
sin oprindelige Ide: at strø dem ud paa Thingvolden for at
vække Strid mellem den forsamlede Almue. En saadan Helt, —
eller saadanne som de to Fostbrødre: Thorgeir Haavarssøn, til
hvis Ros det kunde siges, at han var saalidt bange for Gud som
for nogen anden, og som engang, da han i Vrede havde skiltes
fra sin Fostbroder, først hug en Mand ned, fordi han paa Grund
af Vinden ikke havde hørt, hvad der blev tilraabt ham, og siden
endnu en, alene af den Grund, at han stod «sva vel til höggsins»,2
— og Thormod Kolb runar skald, der ligeledes forøver en lang
Række af Drab, tildels i pur Kaadhed eller af bare Overmod,
men som tilsidst falder som sin Konges tro Mand paa Stiklestad,
— slige Typer kunde alene fremstaa og vedligeholde sig hos et
Aristokrati, som, trods al Deltagelse i den nyere kristelige Aands-
1 Af Njåla kjender man 16 Membraner eller Membranfragmenter, af Egils
Saga 13 eller 14. Dernæst kommer Grettes Saga, Laxdøla-S. og Eyrbyggja-S., af
hvilke hver endnu i Midten af det 17de Aarhundrede var repræsenteret af 5
Membraner. G. Vigfusson, Fort. til Eyrbyggja-S., S. VIII.
- Flateyjarb., II. S. 107. Da man spurgte Thorgeir, hvorfor han havde dræbt
denne Mand, svarede han: «Eigi hafdi hann nokkurar sakir til mots viö mik,
en hitt var satt, at ek mätti eigi viö bindast er hann stöö sva vel til höggsins» a :
«Han havde ikke forbrudt sig i noget mod mig, men jeg kunde ikke holde mig,
da jeg saa ham staa saa bekvemt til Hugs.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
