Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Den norske Historie
uden at man ser Aarsagerne dertil, — en Tid, da der er nok af
Bevægelse, tnen en saadan, som savner bestemt Betning, nok af
Virksomhed, men en saadan, som ikke fører til noget Besultat.
Kongedømme, Adel, Geistlighed, Borgerstand, — alle den sociale
Ordens Elementer synes at dreie sig rundt inden den samme
Kreds, i lige Grad ude af Stand til at gjøre Fremskridt og til at
finde Hvile. Man prøver sig frem i alle Betninger, men uden
Held; man forsøger at ordne Styrelsen, at grundlægge den
offentlige Frihed, man giver sig endog i Kast med den religiøse Reform;
intet vil lykkes, allevegne lider man Skibbrud. Dersom
Menneskeheden nogensinde har syntes bestemt til den Skjæbne at
vride og vende sig uden at komme af Flekken, fordømt til et
uophørligt og alligevel ufrugtbart Arbeide, saa er det i det 14de
og 15de Aarhundrede.»1
Dette er en træffende Karakteristik. Det lide og 15de
Aarhundrede, særlig det 14de, var (udenfor Italien, hvor Renæssancen
begyndte tidligst) en Opløsningens og Forfaldets Tid midt
imellem to Blomstringsperioder, — et Ørkenbelte, som
Menneskehanden har havt at passere under sin Fremadskridning. De
Kilder, hvoraf Middelalderens historiske Liv blev næret, ophørte
at flyde, og nye havde endnu ikke aabnet sig. Middelalderens
store kirkelige og verdslige Institutioner sygnede hen under en
indenfra kommende Opløsning og faldt sammen eller skrumpede
ind til døde Former, mere og mere uskikkede til at udfylde de
Behov, som havde skabt dem, mere og mere nedsatte fra at
være Organer til at blive Hindringer for den fremadskridende
Udvikling.
Det havde lykkets Kirken i det 13de Aarhundrede at værge
den orthodokse Lære seirrigt mod alle Angreb udenfra. De
sekteriske Meninger blev udryddede med Ild og Sverd, kvalte i sine
Tilhængeres Blod. Men hvad Ild og Sverd ikke formaaede, var
at opretholde Lærens indre Livskraft. Den blev mere og mere
udhamret og udtyndet til et blot logisk Begrebssystem, der ikke
frembød Næring for Følelsen og Fantasien. Den blev mere og
mere Theologi istedetfor Religion. Den vedblev at være
herskende, men ophørte at være levende, tabte sin Friskhed og sin
rette Magt over Sindene. Mere end om nogen anden Tidsalder,
efterfølgende eller forudgaaende, gjælder det om denne, at den
var uden Tro, — uden nogen ideal Livsanskuelse, saavidt
almindeligt og sterkt tilegnet, at den kunde blive en Rettesnor for den
enkelte og et Foreningsbaand for de mange — en Grundvold for
omfattende sociale og politiske Organisationer. I Tider, der sav-
1 Hist. de la civilisation en Europe, 14. éd. p. 224.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
