Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Xorges politiske Historie fra 1319 til 1448
93
mellem dem i Hensyn paa Indhold tyder paa, at det er
Nordmændene, som især har stundet efter Unionens Opløsning, og at
det er fra norsk Side, at Arbeidet med at bringe denne Sag i
Orden først og fremst er udgaaet. De norske Stormænd
indskrænker sig ikke til at hylde den for dem bestemte af de to
Kongesønner som sin fremtidige Konge, men giver ham straks
Kongenavn og fastsætter, at han skal overtage Rigets Styrelse,
saasnart han bliver myndig, uden Hensyn til, om Faderen da
endnu lever eller ikke. De svenske derimod forpligter sig alene
til engang i Fremtiden at vælge den anden Søn til Konge og
reserverer Faderen Ret til at styre, saalænge han lever. «Rygterne
om Kong Magnus’s ryggesløse Levnet», hvorom Ericus Olai taler,
har følgelig intet havt at bestille med den hele Transaktion. Disse
Rygter hører nemlig udelukkende hjemme i de svenske historiske
Kildeskrifter; alligevel gaar Sveriges Stormænd ind paa, at
Magnus maa vedblive at styre deres Rige, saalænge han lever. I Norge
derimod har man øiensynlig været aldeles uvidende om Kong
Magnus’s «lastefulde Levnet»; her efterlod han et Eftermæle
som en god, ja endog en «hellig» Mand; alligevel vil de
norske Stormænd ikke tillade ham at styre Norge længere, end
indtil Sønnen bliver myndig. Hvad der ligger under alt dette,
var aabenbart ikke Uvilje mod Magnus personlig, men Uvilje mod
Unionen; hvad det gjaldt om for Nordmændene, var at komme jo
før des heller løs fra Forbindelsen med Naboriget. Saafremt det
norske Brev var bleven formet aldeles enslydende med det
svenske, vilde Unionens Opløsning være bleven henskudt i en
ubestemt Fremtid. Idet man derimod fra norsk Side fastsatte, at
Kong Magnus’s Ret til at styre skulde ophøre, naar Sønnen blev
myndig, havde man sikret sig, at Rigerne vilde blive adskilte i
det seneste i 1355, det Aar, da Kong Haakon naaede den for hans
Myndighed fastsatte Alder.1
Det maa have været en meget sterk Følelse af, hvor skadelig
Unionen var, og hvor ønskeligt det var for Norge at faa igjen sin
egen Konge, der kunde drive de norske Stormænd til
Forholdsregler, saa lidet stemmende med de hos Nordmændene rodfæstede
Forestillinger og Retsprincipper, som disse maatte siges at være.
Kong Magnus var Norges lovlige Arvekonge, hyldet og erkjendt som
saadan uden Modsigelse, med Odeismandens i det norske Folks
Øine hellige Ret til at styre Norges Rige; alligevel blev der sat
ham en vis Time og Termin, da han skulde opgive denne Ret.
Hans yngre Søn blev erkjendt som Konge, med Forbigaaelse af
den ældre, — hvilket stod i afgjort Strid med den lovlig fastsatte
1 Munch, N. F. H. 2. Afd. I. S. 293-95.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
