Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«
Norges politiske Historie fra 1319 til 1448
99
forbundne Riger. Man kunde ikke have glemt, hvorledes Norge
var bleven tilsidesat og forsømt under Foreningen med Sverige,
skjønt ogsaa denne Forening var kommet istand derved, at
Arvingen til den norske Krone opnaaede en anden Krone ved Valg,
og skjønt den fælles Konge havde tilbragt det meste af sin
Barndom i Norge og derved vel kunde gjælde som mere norsk end
svensk. Man kunde ikke have glemt, hvorledes det under
Foreningen med Sverige noksom havde vist sig, at Norge ikke uden
den største Skade kunde dele Konge med et andet Land, og at
den Opgave: at regjere i Kongens Navn, som de danske og
svenske Stormænd med Glæde paatog sig, i de strengt konservative
og loyale norske Stormænds Øine nærmest synes at have været
en Byrde, som det baade skortede dem paa Vilje og Evne til at
bære.
Det sandsynlige er derfor, at Nordmændenes Stemning
ligeoverfor den nye Union, forsaavidt de overhovedet havde noget
Kjendskab til eller nogen Interesse for Statens Skjæbne, har været
en resigneret. Man følte sig nu engang bundet til den «rette»
Arvefølgeorden; det flk blive det samme, om den førte hid eller
did; Kong Olav’s Arve- og Eiendomsret til den norske Krone
kunde, ifølge den raadende privatretlige Opfatning af
Kongedømmet, ikke svækkes eller fortabes derved, at han opnaaede at blive
et andet Lands Konge, og Tanken om at gjøre ham denne Ret
stridig har neppe kunnet opstaa engang hos dem, der havde et
aabent Øie for de Farer, hvormed den nye Union truede Folk og
Rige. Forsaavidt man ved denne Leilighed ikke har sørget for at
istandbringe en lignende ekriftlig Overenskomst om
Unionsvilkaa-rene som den fra 1319 og altsaa forsømt at skaffe sig den
Sikkerhed, som et sligt Papir kunde yde mod en Udvidelse af det
unionelle Fællesskab: da maa Grunden hertil ikke søges i en
voksende Unionsvenlighed, men snarere i den Tilbagegang i det
norske Aristokrati, baade i Tal og i politisk Rørighed og Kraft, som
iagttages gjennem det 14de Aarhundrede og senere. Erling
Vidkunnssøn var død i 1355 som sidste Mand af Norges høibyrdigste
og mest ansete Stormandsæt — Giske- og Bjarkøætten;
Agmunds-sønnerne var ligeledes døde, og deres Æt, der i første Halvdel af
det 14de Aarhundrede synes at have staaet Giskeætten nærmest i
Anseelse, holdt ogsaa paa at gaa ud, idet den i 1380 kun var
repræsenteret af en eneste Mand, Agmund Finnssøn, som var
børnløs og allerede tilaars; Hafthorssønnerne levede vel endnu, men
var begge altfor gamle til at kunne tage nogen virksom Del i det
politiske Liv. Skjønt ingen af disse Mænd synes at have
udmer-ket sig ved nogen sær fremtrædende politisk Dygtighed eller
Ærgjerrighed, faar man dog et afgjort Indtryk af, at de har været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
