Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«151
Maal for Øie ved sin «Opreisning», — om de har tænkt paa at
faa Norge helt løsgjort fra den «kjærlige Bebindelse» med
Danmark, kan maaske være tvivlsomt, skjønt Udtrykkene i deres
Breve til det svenske Rigsraad temmelig bestemt synes at pege i
denne Retning. Det var høist naturligt, at en saadan Tanke
maatte opstaa hos dem efter alt, hvad de havde erfaret og
oplevet; de maatte føie sig i sin gode Ret, og de var i sin gode Ret,
naar de prøvede paa at faa opløst et Forhold, som bare havde
bragt Skam og Skade, og satte sig udover de med Danmark og
den oldenburgske Kongeæt afsluttede Overenskomster, der var
blevne brudte fra den anden Side saa mange Gange og paa en saa
hensynsløs Maade. Men, hvor nær Tanken om at udfri Norge
af den kjærlige Bebindelse maatte ligge, og hvor gode Grunde den
end havde for sig, saa var den alligevel upraktisk og umulig. Det
var for sent at prøve paa noget saadant nu.
I 1448 stod Chancerne for en selvstændig norsk Politik ulige
bedre. Der syntes dengang endnu levnet en Udsigt til en virkelig
national Reisning; man kunde dengang have løftet
Selvstændighedens Fane uden at komme i Kollision med den traditionelle
Opfatning af Kongedømmets Væsen, Folkets nedarvede Respekt
for den kongelige Arveret. Nu var det ikke længer muligt.
Kristiern af Oldenburg var nu engang bleven proklameret som den
lovlige Arving til Norges Throne, udsprungen af det «rette norske
Kongeblod», og det var utvivlsomt blevet den hos Folket
almindelig gjældende Forudsætning, at Kongearvetallet for Fremtiden
skulde regnes fra ham. Heri havde den «kjærlige Bebindelse»
en Garanti, som maatte gjøre ethvert Forsøg paa at sprænge den
fra norsk Side haabløst, saalænge man fra dansk Side sørgede
for at lade Kongevalget falde paa den «rette» Mand efter
Arvetallet. Grundsætningen om, at den kongelige Odelsret fik
respekteres, saalangt den rak, var altfor dybt rodfæstet til, at en Politik,
der stred imod den, kunde vinde almindelig Tilslutning, hvor vel
beføiet den end kunde være i andre Henseender. Det hjalp ikke,
at de norske Raadsherrer havde den største Grund til at klage
paa Rigets Vegne over Kristiern I.s Styrelse og til at søge
Garantier mod en Fortsættelse af det samme System. De slog
alligevel ind paa en Vei, hvor de aldrig kunde faa Folket med sig,
naar de vægrede sig ved at erkjende Kristierns ældste Søn som
hans selvskrevne Eftermand og søgte at hævde for sig den frie
Valgret til Thronen. Det er ved Begivenhederne under
Thron-ledigheden efter Kristiern I. endnu mindre Grund til at tro paa
eller tale om en national Bevægelse end ved Thronstriden efter
Kristoffer af Bayerns Død. Ved den sidstnævnte Leilighed
rettedes der ialfald Appeller til Almuerne rundt om i Landet, og man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
