Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
])en norske Historie
ser dem ogsaa optræde og idetringeste tilsyneladende tage Parti
og spille en Rolle. Derimod søgte de norske Raadsherrer under
Thronledigheden efter Kristiern Hjælp hos sine svenske Kolleger,
medens der ikke er Spor af, at de har prøvet paa at skaffe sig
et Rygstød i en almindelig Folkebevægelse. Man har vistnok
Grund til at tro, at de ved sin Optræden har havt Rigets Velfærd
og Selvstændighed og ikke blot sin egen Fordel for Øie; deres
Politik kan derfor tillægges en patriotisk Karakter; men national
var den ikke og kunde den ikke blive, ifølge det engang valgte
Udgangspunkt.1
Princippet om Kongedømmets ubetingede Arvelighed var og
blev det eneste praktisk mulige Udgangspunkt for en national
norsk Politik. Det rette havde været, at Nordmændene havde
vedblevet at holde urokkelig fast ved dette Princip. I den strengt
monarkiske Tradition laa Hovedgrunden til Folkets politiske
Svaghed, men her var dog tillige noget givet, som under heldige
Omstændigheder maatte have kunnet blive en Styrke og et Værn.
Man maa vel endog finde det underligt, at dette ikke i nogen
Grad blev Tilfælde, tiltrods for de uheldige Omstændigheder, —
at der ikke, paa Rasis af denne strengt monarkiske Tradition,
dannede sig et Slags Alliance eller Forsvarsforbund mellem
Nordmændene og Kongerne af den oldenburgske Æt ligeoverfor det
danske Rigsraad og den danske Adel.
Det maatte være klart, at Norge i en saadan Alliance vilde
finde en Garanti for sin politiske Selvstændighed, som høilig
behøvedes. Erfaringen havde jo allerede noksom godtgjort,
hvor-lidet det norske Rigsraad formaaede, naar det stod alene. Men
hvis Norges politiske Selvstændighed trængte Støtte fra
Kongedømmets Side, syntes det til Gjengjæld ogsaa at ligge i
Kongedømmets egen velforstaaede Interesse at yde denne Støtte. Efterat
Oldenburgerætten var bleven erkjendt som den rette norske
Kongeæt, havde Kongerne af denne Æt aldeles ingen Grund til
at frygte noget Frafald i Norge. De kunde føie sig langt mere
tryg i Residdelsen af den norske Krone end i Besiddelsen af den
1 Keyser har, Kirkeliist. II. S. .’>80, gjort en anden Opfatning gjældende. — «Vel
er det saa,» siger han, «at man ved denne Leilighed ingen l’røver har paa den
norske Almues Stemning, uden blot hvad Indbyggerne i Baahuslehn angaar.
Men det norske Raad sees at have handlet med stor Endrægtighed og ingen
Splittelse spores dennegang, som den, der fandt Sted under Bevægelsen i 144!),
en Omstændighed, der noksom tyder paa, at Raadet har vidst sig at have et
Rygstød i Folkets Ønske, hvilket ogsaa dets Ytring i Brevet af 15de September,
at det «for Almuens Skyld» ikke kunde opgive Beleiringen af Baahus, end
yderligere bestyrker.» - Af Brevet af lode Septbr, fremgaar det imidlertid, at Almuen
i Baahuslen havde sine specielle Kjæremaal mod Befalingsmanden paa Baahus
Slot; man har følgelig ikke Ret til at tyde dens Deltagelse i Slottets Beleiring
som en Opinionsytring til Fordel for Baadsherrernes Politik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
