Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges politiske Historie fra 1448 til 1532
«175
af Kirkens Mand, komme til at staa paa en spændt Fod med
Kong Fredrik og Vincents Lunge, saa gode Grunde han end fra
et verdslig-politisk Standpunkt kunde have til at holde Fred og
Venskab med dem begge.
Erkebiskop Olav Ingebrigtssøns Navn har en alt andet end god
Klang i vore Øren. Det er knyttet til Mindet om Norges dybeste
nationale Fornedrelse, og det paa en saadan Maade, at næsten
den mørkeste Skygge i det helt igjennem mørke Billede falder
over ham personlig. Henrik Krumedike skildrede ham for Kong
Fredrik den Første som en «falsk Mand», efter hvad Vincents
Lunge fortæller.1 Og af den nyere Historieskrivning har han
faaet et lignende Skudsmaal. Hans Politik er bleven
karakteriseret som uklog og uredelig paa én Gang. Det er bleven sagt om
den, at den vidner om, at hans Moral har været slåp og hans
Karakter svag, og at det har skortet ham paa varm Følelse for
sit Kald og fast Overbevisning om sin Sags Sandhed og
Betfærdighed.2 Det har endog været sagt, at et saadant Motiv som
Fædrelandskærlighed, Følelse for Norges Riges Ære og Frihed maa
have været ham helt fremmed, at han arbeidede for rent
personlige Formaal, eller at det idethøieste var den katholske Prælats
hierarkiske Iver, der ledede ham. Dette er nu aabenbart
urigtigt; Vincents Lunge vilde ganske vist ikke have slaaet saa sterkt
paa de patriotiske Strenge i sine Breve til Erkebiskoppen,
saafremt han ikke havde vidst, at disse Strenge fandt Gjenklang, og
Erkebiskop Olav’s egne Optegnelser3 vidner ogsaa om, at hans
Fædrelands Hæder har ligget ham paa Hjerte, og at han har været
harmfuld over det Afhængighedsforhold til et andet Land, hvori
Norge var bragt. Der har ikke været Stof i ham til en Helt eller
til en Martyr. Men en aldeles ubetydelig Personlighed var han
dog aabenbart heller ikke. Man ser, at han ikke har savnet Øie
for, hvad det kom an paa for at opretholde Norges Rige og den
katholske Kirke mod de Farer og Fiender, der truede begge, og
han var paa sin Vis stadig virksom, skjønt han blev slet støttet
af sine Omgivelser. Og ved Betragtningen af det ugreie, famlende*
tvetydige i hans Færd maa man ikke glemme, hvor vanskelig en
Situation han stod i. En Mand med hans Evner og Kundskaber
— han var en efter Tidens Leilighed lærd Mand og satte Pris paa
Lærdom,4 — vilde under almindelige Forhold have kunnet ud-
1 Dipl. Norv. VII. No. 600.
2 Keyser, Kirkehist. II. S. 692.
3 Se Dipl. Norv. A’. No. 672, 673,674. .Ivfr. Kirkehistoriske Samlinger, 3. Række,
I. 519—23, Brev fra Thorbjørn Olafsen til Erkebiskop Olaf, — nu ogsaa trykt Dipl.
Norv. XII. No. 543.
4 Kirkehist. Samll. 3. Række, I. S. 506 ff. (A. Heise, Oplysninger om Mester
Thorbjørn Olafsen).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
