Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
])en norske Historie
rette noget godt og varigt. Men de Forhold, hvori han kom til
at staa, var saadanne, at endog en overordentlig Personlighed
maatte være blevet magtesløs. Han fik at repræsentere den
norsk-katholske Kirke og Norges politiske Selvstændighed paa en Tid,
da begge ravede mod et uundgaaeligt Fald; hans Stilling lagde
paa ham to Opgaver, som hver for sig kanske vilde have
oversteget endog den største Kraft, hvorover Enkeltmand kan raade,
og som desuden i flere Henseender kolliderede med hinanden.
Ved den ene Opgave var Vincents Lunge ham en uundværlig
Forbundsfælle, ved den anden en af hans værste Fiender. Hans
Rolle som Forkjæmper for Norges Selvstændighed krævede af
ham, at han gjorde, hvad han kunde for at vedligeholde en venlig
og tillidsfuld Stemning ligeoverfor Nordmændene og det norske
Rigsraad hos Fredrik den Første, af hvis gode Vilje det jo i en
saa væsentlig Grad afhang, om de ved Haandfæstningen givne
Løfter skulde blive opfyldte. Det var derfor, fra norsk-politisk
Synspunkt seet, en afgjort Feil af Erkebiskop Olav, at han, da
Fredrik den Første ytrede Ønske om at blive kronet som Norges
Konge, ikke skyndte sig med at imødekomme dette Ønske.1 Men
man maa finde denne Feil forklarlig og undskyldelig, naar man
mindes Fredrik den Førstes Optræden ligeoverfor den katholske
Kirke. Det var fra norsk-politisk Synspunkt seet en Feil af
Erke-biskoppen, at han forpurrede Kong Fredriks Plan om at faa sin
ældste Søn Hertug Kristian hyldet som Nordmændenes Arveherre
(1529). Tildragelserne under Thronledigheden efter Kristiern den
Andens Flugt, da det syntes saa nær ved, at Norges politiske
Selvstændighed skulde blive borteskamoteret i al Stilhed, uden at en
Haand rørte sig til Forsvar, og nu i de nærmest forudgaaende
Aar, da det havde lykkets Fredrik den Første uden
nogensomhelst Vanskelighed at vælte overende den ved Haandfæstningen
af 1524 etablerede Ordning af Norges Styrelse og gjøre sig til
Herre over Riget ved at indsætte «paalidelige» danske
Befalingsmænd i de tre Hovedslotte, maatte have givet ham en Forestilling
om, hvor nødvendigt det var at søge i en nær Tilslutning til
Kongedømmet den Garanti for Norges Selvstændighed, som
Haand-fæstninger og fri Valgret ikke kunde skaffe, og hvor store Farer
man udsatte Riget for ved at holde Sukeessions-Spørgsmaalet
aabent indtil en indtrædende Thronledighed. Men Hertug Kristian
var en endnu mere afgjort og ivrig Tilhænger af den nye Lære
end Faderen, og man kan ikke fortænke Erkebiskop Olav, at han
i længste Laget, og længere end det var politisk forsvarligt,
vægrede sig ved at akceptere som Norges tilkommende Konge en
1 Keyser, Kirkehist. II. S. 681-82.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
