Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges materielle Fremskridt 1660- 1814 377
(eller, som det endog stundom kaldtes, «Moderlandet»), uden at
faa noget Vederlag derfor, — frembyder Norges økonomiske
Udvikling under Enevælden gjennemgaaende et lysere Billede end
Danmarks; Norge vedblev i Perioden 1660—1814, ligesom i det
næstforudgaaende Tidsrum, 1536—1660, at gaa jævnere fremad i
Hensyn paa materielle Besurcer (Folkemængde, Velstand m. v.)
end Danmark, saa at Forskjellen mellem de to Biger i saa
Henseende var mindre ved Periodens Slutning, end den havde været
ved dens Begyndelse.
Det danske Kornmonopol af 1735 var ganske vist en stor
Ulykke for Norge, — et af de mest talende Vidnesbyrd om, hvor
lidet Bilandets Interesse veiede i de danske Begjeringsmænds Øine,
naar den kom i Kollision med, hvad de i sin Visdom havde
udfundet at være Hovedlandets. Danmark avlede paa denne Tid
endog i gode Aar knapt saa meget Korn, at det kunde forsyne de
søndenfjeldske norske Stifter med, hvad de behøvede; i daarlige
Aar avlede det neppe nok tilstrækkeligt til eget Behov. Norge
udsattes altsaa ligefrem for at lide Hungersnød, for at de danske
Sædegaardseiere kunde have et sikkert Marked for sine slette
Varer. Alligevel tør det være et Spørgsmaal, om ikke Danmark
led endnu større Skade end Norge ved denne helt igjennem
dumme Foranstaltning.1 Ved at befries for Konkurrence paa de
norske Markeder blev det danske Agerbrug ogsaa berøvet den
Spore til^ Fremgang, som ligger i en virksom Konkurrence. De
danske Sædegaardseiere vænnedes til den Forestilling, at det kom
ud paa ét, om det Korn, de havde at sælge, var godt eller slet,
eftersom Nordmændene under enhver Omstændighed var nødt til
at kjøbe det; de fristedes til at lægge sig paa Ladsiden og lade
Stellet paa deres Gaarde gaa i de gamle slidte Gjænger, —
hvorved Landets Jordbrug, for hvilket Sædegaardene var selvgivne
Forbilleder og Mønstere, i det hele blev sat tilbage.
Danmark var i langt høiere Grad end Norge henvist til
Agerbrug og Fædrift som sine Hovednæringsveie og havde paa dette
Omraade langt rigere naturlige Velstandskilder. Men disse
Velstandskilder var, som før nævnt,2 ved den Tid, da
Begjeringsfor-andringen gjennemførtes, kun i ringe Grad udnyttet, og der var
i de sociale Forhold meget, som virkede og længe havde virket
til at tørre dem ud eller stoppe dem til. Enevoldsregjeringen
fandt her for sig en Opgave, saa vigtig og saa nærliggende, at det
skulde synes utænkeligt, at man kunde lade den ligge. Det var,
som bekjendt, Finansernes fortvivlede Tilstand, der gav Stødet til
1 Se Martfeldt, Bevis, at Danmarks og Norges 40 Aar gamle Kornhhandelsplan
ikke naar sin Hensigt. Kjøbenh. 1785.
2 Se ovenfor S. 324—25. *
25 — Sars: Samlede Verker. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
