Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
Den norske’ Historie
oldenborgske Navnekonger og saa op til dem med en Ærefrygt,
der lignede Tilbedelse. Den arveundersaatlige Devotion blev et
Slags Religion; hvad der fandtes hos Nationen af Almenaand og
offentlig Sans, gik op i den eller flød sammen med den, saa den
paa en Maade blev enstydig med selve Fædrelandskærligheden.
Men alt dette syntes nu at gjælde fuldt saa meget om
Nordmændene som om de Danske. Hvis Statsforandringen i 1660 blev
opfattet som en Befrielse i Danmark, var der saameget mere
Grund til at opfatte den saaledes i Norge, hvor
Bigsraadsregi-mentet ikke blot viste den samme Uduelighed som i Danmark,
men hvor det tillige fra første Færd var et Fremmedherredømme,
fornærmeligt for Nationens Selvfølelse ved selve sin Bestaaen.
Hvis det gik i en forbausende Grad let fra Haanden at faa
Danskerne indøvet i Arveundersaatlighedens Følelser og Synsmaader,
saa skulde man tro, jat en slig Indøvelse maatte være aldeles
overflødig for Nordmændenes Vedkommende. Hos dem var jo
disse Synsmaader gjængse og gjæve fra gammel Tid.
Grundsætningerne om Kongedømmets strenge Arvelighed og ubetingede
Herskerret inden Omraadet for den offentlige Myndighed, havde
jo i Aarhundreder været Summen af Norges Statsret, — den
hellige Olavs Lov, som Nordmændenes nationale Bevidsthed havde
klamret sig til under sin Hendøen i Unionsperioden, og som den
atter tog op, da den begyndte at røre paa sig i Tiden nærmest
forud for Suverænitetens Indførelse. Naar Kongen i 1660 blev
Enevoldshersker, saa var dette fra norsk-nationalt Synspunkt
ikke andet end en Gjenoprettelse af den legitime Tingenes Orden,
hvori alene fremmed Usurpation havde gjort Skaar, og at
underkaste sig den nve Forfatning, at lægge sin Skjæbne som Ståt og
Folk helt i Landsfaderens Haand, var for Nordmændene ikke at
opgive noget eller bryde med noget, men tvertom at knytte
paany Traaden i den historiske Tradition.
Rigsraadsregimentet, der havde været en national
Nedværdigelse for Norge, havde tillige været en Skranke mellem det
norske og det danske Folk, der virkede til at holde dem ud fra
hinanden i deres egen Bevidsthed. Saalænge Bigernes fælles
Konge maatte dele sin Magt med en Adel, der alene tilhørte
Danmark, — saalænge den fælles Konge valgtes af det danske
Rigsraad og ifølge en udtrykkelig Bestemmelse i Norges gjældende
Lov skulde vælges af det danske Bigsraad, — saalænge altsaa
Norge var statsretlig ligefrem et Lydland under Danmark, —
saalænge kunde det ikke undgaaes, at de Nordmænd, der fulgte med
og havde Syn og Sans for offentlige Anliggender, en og anden
Gang blev mindede om, — og stundom paa en meget pinlig
bestemt Maade mindede om, — at Norge og Danmark udgjorde hvert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
