Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nationale og litera’re Tilstande indtil Holbergs Optræden
395
sigter dertil, at han i sit Rige beskytter den ene orthodokse
Religion, som han selv ved Gads Naade har annammet fra
Forfædrene . . ., hvis Sandhed han ved den hellige Aands Bistand
erkjender, medens han forbyder og udviser alle Sekter eller den
saakaldte blandede Religion af sit Riges Grænser og ikke tilsteder
saadanne fri Religionsøvelse.»1 Kongen skulde altsaa holde sin
Haand over den eneprivilegerede Kirke; til Vederlag skulde
Preste-skabet vaage over, at intet politisk Kjætteri lik Indgang; saadan
var Overenskomsten, og den blev fra begge Sider nøie overholdt
og gjennemførtes med den allerstørste Fremgang.
Man ved, hvorledes Moleswovth har skildret de aandige og
politiske Tilstande hos det danske Folk i Slutningen af det 17de
Aarhundrede, knapt en Menneskealder efter Suverænitetens
Indførelse. «Der merkes aldrig noget til Ulydighed eller Opposition
mod Regjeringen i Danmark,» heder det; «alle elsker eller synes
at elske sin Konge, trods det Tryk og den haarde Behandling,
for hvilken de er Gjenstand. Alle tænker ens i Hensyn paa sin
Saligheds Sag og i Hensyn paa, hvad de skylder sin Suveræn ....
Saalænge Presterne er afhængige af Kronen, medens Folket
ubetinget lader sig lede af Presterne i alle Samvittigheds-Spørgsmaal,
som Tilfældet er i Danmark, — saalænge kan Monarken bære
sig ad, som han vil, uden at behøve at frygte nogen Opposition
fra Undersaatternes Side; i skyldig Erkjendelse heraf bliver
Geistligheden meget favoriseret af den danske Begjering og faar Lov
til at være saa bigot, som den lyster, hvilket den da ogsaa er i
en ganske overordentlig Grad.» Man ved, at denne Skildring
stadfæstes fra andre Hold, og at den, saavidt den gaar ud paa at
fremstille det danske Folk som Enevoldsforfatningen og det
oldenborgske Kongehus ubetinget hengivent, synes at passe
fuldkommen ogsaa paa de følgende Tider, lige til imod det 18de
Aarhundredes Slutning. De dansk-norske Enevoldskonger blev, — den
ene efter den anden — i levende Live som efter sin Død —
Gjenstand for en udover alle Grænser gaaende Hyldest og
Lovprisning, der maa synes næsten ubegribelig, naar man ser hen til,
hvor aldeles selv de bedre af dem var blottede for store eller
glimrende Egenskaber. Og denne Hyldest møder os ikke bare i
Festtaler og Dedikationer, men i private Breve og andre for
Offentligheden ikke bestemte Ytringer.2 Den var ikke bare officiel
Bedemandsstil, men gav virkelig et nogenledes tro Udtryk for de
hos det danske Folk raadende Følelser eller Synsmaader. Det
danske Folk laa virkelig, Slægt efter Slægt, næsegrus foran disse
1 Citatet er laant fra Helvei/, Den danske Kirkes Hist. efter Reformationen,
2. Udg., I. 458.
2 Se P. Stolpe, Dagspressen i Danmark, III. 139 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
