Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488
Den norske’ Historie
op «Danskhed» som sit Program, saa var det til den ene Side i
en moderne Forstand, nemlig som Benævnelse for en særskilt
Nationalitet inden Monarkiet, den danske, i Modsætning til den
tyske (Holstenerne) og ligeledes, — det ene fulgte af det andet,
den norske. Til den anden Side var det i god gammel Forstand
som Fællesbenævnelse for alle den oldenborgske Kongeæts
Arve-undersaatter, alle Indbyggere af det danske Monarki, baade
Danske, Norske og Tyske. Ved at paabyde Brugen af dansk Sprog
istedetfor Tysk i Statsraadet og Armeen stillede Regjeringen sig
paa det moderne Standpunkt og appellerede til den Art af
Nationalfølelse eller Patriotisme, som var bleven vakt til Bevidsthed
ved det attende Aarhundredes Oplysning, og for hvem det
væsentlige var, ikke fælles Kongehus eller Ståt, men fælles Sprog, fælles
Folkeeiendommelighed. I Forordningen om Indfødsretten indtog
den derimod det gamle Helstats-Standpunkt, idet under «Landets
Børn» forstodes Danske, Norske og Holstenere uden Forskjel, og
paa det samme Standpunkt stillede Guldberg sig i sine bekjendte
Ord til Suhm: «Ingen Nordmand er til; alle ere vi Borgere af
den danske Ståt.» Suhm, der i den første Forskrækkelse efter
Struensee’s Fald, og inden den nye Regjering endnu havde lagt
hele sin Jammerlighed for Dagen, gik dens Ærinder og optraadte
som dens Talsmand ligeoverfor det store Publikum, henvender
sig i sit «Brev til Kongen» (Januar 1772) med følgende Ord til
denne: «Lad os igjen i Dine Befalinger høre vort eget kjære
Sprog; Du er jo Dansk, og jeg ved, at Du kan Dansk. Lad det
fremmede Sprog (d. v. s. Tysk) være et Kjendemærke paa den
nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for
spodsk over os til at nedlade sig saavidt.» Alligevel optræder
han ikke alene i Danmark, men i den hele Stats Navn:
«Danmark, Norge og Fyrstendømmerne taler gjennem min Mund til
Dig, o Konge!»1 — Fyrstendømmerne, Holsten og Slesvig, hvis
Indbyggeres Modersmaal for en væsentlig Del netop var det
«fremmede Sprog», der skulde være «Kjendemærke paa den nedrige
Forræder». I et andet Flyveskrift fra det samme Aar henvender
lian sig til «sine Landsmænd og Medborgere, de Danske, Norske
og Holstenere», og taler dog ogsaa her om dansk Sprog og
Nationalitet som det legitime, det, hvortil Regjeringen havde at
be-kjende sig, i Modsætning til Tysk, — Holstenernes Sprog og
Nationalitet, — som det fremmede.2
Denne Sammenrøring af «Danskhed» i ny og gammel Forstand
kunde jo vistnok synes at medføre en Fordel for dansk Natio-
1 Suhm, Samll. Skr. 16, S. 5 og 7.
2 Sammesteds, S. 51 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
