Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
576
Den norske’ Historie
til det Resultat, at Regieringen, idet den tog fransk Parti og
afviste de engelske Forligstilbud, satte Hensynet til Danmark foran
Hensynet til Norge eller rettere: satte Hensynet til Norge aldeles
ud af Betragtning.
Og, hvad der ydermere maatte undergrave Nordmændenes Tro
paa de gjængse Talemaader om Tvillingrigerne som lige Børn, i
lige Grad Gjenstand for den fælles Landsfaders Omhu: — til den
engelske Krig, der først og fremst rammede Norge, føiedes snart
efter endnu en Krig med Sverige, hvorom det ligeledes kunde
forudsees, at Norge vilde komme til at bære det meste af dens
Byrde. Sverige var Englands Forbundsfælle, Danmark-Norge
havde allieret sig med Frankrige og Rusland; Napoleon havde
givet Rusland Anvisning paa Finland, og Rusland fulgte
Anvisningen ved, uden Krigserklæring, at sende en Hær ind over de
finske Grænser (21 Febr. 1808). Det fulgte paa en Maade heraf,
at Danmark-Norge og Sverige kom til at staa i et fiendtligt
Forhold. Men nogen direkte Grund til at paaføre Sverige Krig havde
den dansk-norske Regjering ikke, og fra svensk Side skete intet,
der kunde tydes som en Provokation. Deklarationen af 29
Februar 1808, hvorved den dansk-norske Regjering erklærede
Sverige Krig, blev da ogsaa et høist besynderligt Aktstykke. Det
gjøres her gjældende som Krigsgrund, at «Ingen har kunnet andet
end skjelne det krænkende for Danmark i den Fornøjelse Kongen
af Sverige syntes at finde i at være paa den modsatte Side af
Sundet Vidne til al den Uretfærdighed og al den Overlast dette
Naboland vederfores». En slig Motivering var ikke skikket til at
forsone med Tanken paa de nye Trængsler, hvortil der herved
aabnedes Udsigt. Endog den saa overmaade milde Jacob Aall
dømmer strengt over dette Skridt af den dansk-norske Regjering
og skildrer i sterke Udtryk den Uvilje, det vakte i Samtiden.
«Under den hele syvaarige Krigs-Periode var der neppe nogen
Begivenhed, som i Norge opvakte mere Skræk og Misnøje end
denne ubetimelige og uoverlagte Krigserklæring. Den betragtedes
endog af de Landets Borgere, som var den danske Regjering mest
hengivne, som et stort Misgreb fra den danske Politiks Side, og
allerede opstod Anelsen om de mulige Følger deraf, som i Tidens
Fylde aabenbaredes.»1 Krigserklæringen mod England stod vel i
den skarpeste Strid med Norges Interesser og det norske Folks
Sympathier; imidlertid lod der sig dog til Forsvar for den anføre
Grunde, som man kunde gaa ind paa, eller som man idetringeste
maatte respektere. Men nu blev man af den landsfaderlige
Regjering kastet ind i en ny Krig, og det uden nogensomhelst rime
1 Erindringer, S. 135—36.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
