Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
579
svensk Aktstykke siden udtrykte sig, — «Sverige den største
Tjeneste, som det nogensinde har modtaget af nogen Udlænding»,
idet han gav Georg Adlersparre, den svenske Yestarmées
egentlige Chef, som havde besluttet at føre sine Soldater til Stockholm
for at faa gjort Ende paa Gustav IY.s vanvittige Regimente,
Tilsagn om, at den norske Hær imidlertid skulde forholde sig rolig
og ikke foretage noget Indfald over den ubeskyttede Grænse.
Som bekjendt, var det denne Tjeneste og endnu mere
Kundskaben om den store Popularitet, Kristian August havde vundet
hos det norske Folk, der henledede Tanken paa ham ved det
svenske Thronfølgervalg i 1809. Man haabede, ved at vælge ham,
at bane Vei for en Forening mellem den skandinaviske Halvøs
tvende Riger. Vi har i det foregaaende omtalt, hvorledes den
gamle svenske Tanke om at vinde Norge blev optaget paany i
Slutningen af forrige Aarhundrede i en efter Tidens Leilighed og
de forandrede Styrkeforhold mellem Landene noget lempet
Skikkelse, nemlig saaledes at Norge skulde vindes med
Nordmændenes egen Hjælp eller ved en idetringeste delvist frivillig
Tilslutning fra norsk Side. Vi har nævnt Gustav III.s gjentagne
Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med norske Malkontenter.
Det var dog først under og efter Krigen i 1808 og ved
Thron-følger-Valget i 1809, at denne Tanke gjorde sig gjældende med
nogen virkelig Styrke og blev et Hovedobjekt for den svenske
Politik. Sveriges udentvivl mest begavede Statsmand paa denne
Tid, Georg Adlersparre, var dens ivrige, enthusiastiske Talsmand,
og for ham stod Valget af Kristian August til svensk Thronfølger
næsten som enstydigt med dens Realisation, idet han mente, at «naar
man først har en Nations Hjerte, saa følger Resten snart efter».1
Disse Forhaabninger fik nu en bråt Ende ved Prins Kristian
Augusts Død (28 Mai 1810). Men Tanken om at vinde Norge blev
ikke derfor opgivet fra svensk Side. Det Tab, Sverige havde lidt
Aæd Freden i Fredrikshamn (17 Septbr. 1809), da hele Finland
blev afstaaet, var saa stort og føltes saa dybt, at svenske
Patrioter næsten synes at have opfattet det som et Livsvilkaar for sit
Fædreland, at der blev bødet derpaa ad den ene eller den anden
Vei: enten saaledes, at Finland blev vundet tilbage, eller saaledes,
at man fik Norge til Vederlag. De fleste foretrak, som naturligt
var, det første Alternativ, og, da ved Thronfølger-Valget efter
Kristian August Stemmerne tilsidst samledes om Bernadotte, var
det ogsaa Hensynet dertil, der øvede den afgjørende
Indflydelse. Han, Napoleons Svoger og Marschal, skulde hjælpe Sverige
til en fransk Alliance, og med ham i Spidsen og i Forbund med
1 C. A. Adlersparre, 1809 oeh 1810, I S. 190.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
