Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
581
viste sig tillige, at den norske Patriotisme ikke længer var en
fuldt saa lydig Tjener, et fuldt saa blindt Redskab i de Styrendes
Haand, som den havde været et hundred Aar forud. I)en kom,
naar Regjeringen kaldte paa den, og opf\ddte sin Skyldighed
overensstemmende med nedarvet Skik og Opfatning. Men den gik
ikke hen og lagde sig igjen efter Ordre, naar man paa høieste
Sted havde ophørt at have Brug for den og begyndte at linde
den ubekvem. Det viste sig, at den ikke længer lod sig nøie med
at have bare Pligter, at den ogsaa vilde have sine egne Meninger
og krævede, at der blev taget lidt Hensyn ogsaa til dem.
Uviljen inden norsk-patriotiske Kredse over den mod Sverige
i sligt Utrængsmaal begyndte Krig blev sterk nok til at sætte sit
Merke i Begivenhederne. Det kan, som nævnt, ikke drages i Tvivl,
at den har havt en afgjørende Del i at bestemme Prins Kristian
August’s Optræden, naar han undlod at efterkomme sin Konges
Befalinger til at rykke ind i Sverige og endog paa egen Haand
afsluttede Yaabenstilstand med Svenskerne og gav dem Tilsagn
om at blive staaende rolig ved Grænsen, indtil de havde faaet
udført sin Plan at afsætte den gale Konge. Kristian August var
en svag, men redelig Mand, et samvittighedsfuldt Pligtmenneske,
opdraget i de strengt-militære Begreber om den ubetingede
Lydighed, man skylder at vise sin Krigsherre. Det maa have
været ham yderst pinligt at handle mod disse Begreber. Men
han nærede paa den anden Side en oprigtig Kjærlighed til Norge,
og hans norske Venner og Raadgivere har forstaaet at gjøre det
indlysende for ham, at hele Krigen var, fra norsk Synspunkt seet,
en Urimelighed, at Regjeringen havde forsyndet sig mod sine
norske Undersaatter ved at begynde den, at Norges Velfærd ikke
mindre end Sveriges krævede Fred, og at det følgelig fra norsk
Synspunkt maatte fremstille sig som en Pligt, ikke at hindre en
Thronrevolution, der aabnede Udsigt til at faa gjort Ende paa
Krigen.
Endnu meget pinligere blev hans Situation senere, da han
valgtes til svensk Thronfølger (18 Juli 1809), inden Freden var
bleven sluttet, og medens han fremdeles stod som Fører for en
fiendtlig Hær ved Grænsen af det Land, der havde valgt ham til
sin fremtidige Konge. Intet er vissere, end at han selv ikke havde
ønsket eller beilet til dette Valg, og at han fra først af var
bestemt paa aldeles ikke at modtage det. Det var ogsaa her hans
norske Venner og Raadgivere, som drev ham frem, mod hans
oprindelige Tanke eller Vilje.1
1 Se Adlersparre’s og Anckarsvärd’s Vidnesbvrd, Aall, Erindr. 2. Udg. S. 610—
ei 3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
