Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
583
men den duer ej for Norge, som skal danne sig ganske nye
Indretninger (hvilket vil blive Norges Lykke). En Ting ligger mig
meget paa Hjerte at bede Dig om, — og det er: at ifald
Vedkommendes hidtil udviste Dumhed og Selvklogskab skulde fremskynde
det Øjeblik, da det norske Folks Stemme lader sig høre, — I da
ville lade os selv afgjøre vore Sager uden paa nogen Maade at
ville blande Eder aabenbart deri, allermindst nogensinde tænke
paa at benytte Øjeblikket til med Vaaben at tvinge Norge. — Et
saadant Skridt vilde vist for mange Decennier gjøre det store
Øjemeds Opnaaelse umueligt, — vilde bevirke baade Sverigs og
Norges Underkuelse ved Russerne. — Naar vi havde gjensidig
svækket og ødelagt hinanden, blev vi et let opslugt Rov for den
støre Hydra.» — I et Brev til Adlersparre, dateret 15 Aug. 1809,
siger Grev Wedel: «Jeg er overbevist om, at faa Uger vil
udvikle vore fælles Anliggender saaledes at det store Øjemed
opnaaes, som enhver, ikke altfor borneret Svensk og Norsk Mand
stræber efter. — Enten maa det Danske Hof faa en uvant
Klogskab eller Norges alt vaagnende Selvfølelse vil sætte Pr. C. i
saadan Stilling at han ej kan andet end antage sig Sveriges og
Norges Styrelse under en fornuftig Form.» — Adlersparre svarte
herpaa med et Brev (af 17 August), hvori han skildrede «med
sterke og livlige Farver Fordelene for Sverige og Norge af at faa en
Ende paa de hensigtsløse Stridigheder mellem Folkene og forene
sig til én Magt under samme Scepter, nemlig Prins Christian
Augusts». Og herom ytrede igjen Wedel i et følgende Brev (21
August): «Jo vist er jeg og mange flere brave Landsmænd
fuldkommen enige med Dem i at intet kan eller maa hindre det store
Øjemeds Opnaaelse. — Jeg har i dette Øjeblik intet at bede Dem
om uden at Sverige vedbliver i alle Henseender at vise Velvilje
imod Norge og aldrig, om her skulde ske noget frappant, directe
blande sig i Norges indvortes Anliggender.»1
Disse Breve godtgjør paa en uimodsigelig Maade, at Tanken
om en Forening af Norge og Sverige, — gammel hos svenske
Politikere, — nu ogsaa var bleven optaget fra norsk Side. — Vi
har før2 citeret en Rapport af den svenske Generalkonsul Martinau
af 9de Marts 1790, hvor der tales om en «Gruppe inden de
patriotiske Ledere i Norge», der skulde være stemt for en
Tilslutning til Sverige. Han nævner imidlertid ingen Navne, og man
har saameget mere Grund til at tro, at han, ved at tillægge norske
Patrioter noget Ønske eller nogen Tanke om en Tilslutning til
Sverige, har givet sin Fantasi vel meget Tøilen, naar hensees til,
1 Y. Nielsen, Grev Herman Wedel-Jarlsberg, I. S. 301—302, 318-321. — C. A.
Adlersparre, 1809 och 1810, I. S. 201 {., II. S. 287.
2 Se ovenfor S. 557—58.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
