Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
602
Den norske’ Historie
Mænd, stillede sig som Maal en Forening af den skandinaviske
Halvøs Riger i Hovedsagen af samme Art som den, der faktisk
blev afsluttet i 1814 paa Basis af Moss-Konventionen. Man
henviser til den med England afsluttede Garantitraktat, hvorved
Sverige høitidelig forpligtede sig til at ved Foreningens
Istandbringelse tage det størst mulige Hensyn til Norges Frihed og Lykke,
og man henviser til selve Kielertraktaten, som paa ingen Maade
staar i Strid med disse Forpligtelser, eftersom den alene
fastsætter Foreningen, men ikke Vilkaarene for samme. Til al Ulykke
var Nordmændene i det afgjørende Øieblik uvidende herom, eller
de skjønte det ikke. Alene Grev Wedel havde fuld Greie paa den
svenske Regjerings, d. v. s. Karl Johans Foreningsprogram; han
sluttede sig ogsaa aldeles til det og tilraadede i Marts 1813, —
overbevist, som han var, om den svenske Regjerings redelige
Hensigter og tillige om, at Nordmændene alene ved et kraftigt
Stød udenfra kunde sættes i Bevægelse for at vinde
Selvstændighed ligeoverfor Danmark, — et svensk Indfald i Norge, som han
paatog sig at sekundere fra norsk Side. Heraf blev nu intet, da
Karl Johan nødtes til at føre Størsteparten af sine Tropper over
til Nordtyskland for at deltage i Aktionen mod Napoleon. Baade
han og Wedel fastholdt imidlertid sit Standpunkt ogsaa i den
følgende Tid, og, om Wedel var blevet Norges ledende Mand i
det kritiske Øieblik, nemlig da Kielerfreden blev afsluttet og
be-kjendtgjort for Nordmændene, — hvilket han forudsættes at ville
være bleven, saafremt ikke Kristian Frederik havde været sendt
op til Landet, — vilde følgelig Foreningen være kommet istand
i største Bo og Endrægtighed og paa væsentlig de samme Vilkaar
som de nugjældende, men «naturligvis med andre Bestemmelser
vedkommende Norges indre Forfatning». Uheldigvis blev det
ikke ham, men Kristian Frederik, hvem den ledende Bolle
tilfaldt. Derved afbrødes Tingenes naturlige Gang. Kristian
Frederik, — den præsumptive danske Thronarving, — havde de
sterkeste personlige Motiver til at modsætte sig en Forening af Norge
og Sverige, hvilke Vilkaar der end blev opstillet for samme; han
opfattede desuden vistnok Kielerfreden falsk; han ansaa den
vistnok virkelig for en Voldsgjerning, en Underkastelse af Norge
under et fremmed Aag, og kunde saameget lettere bibringe
Nordmændene den samme Forestilling, fordi den svarede saa vel til
deres nedarvede Antipathier ligeoverfor Sverige. Hertil kom, at
den Mand, som kunde have hævdet en rigtigere Opfatning, Wedel,
var borte fra Landet, og at ogsaa den svenske Begjering paa sin
Side undlod at give klar Besked, — en Følge af, at den uduelige
Grev Engeström var blevet midlertidig ledende under Karl Johans
og Hofkanslre Wetterstedts Fravær. Saaledes lik Forestillingerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
