Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krisen i 1807—1814. — Slutningsrefleksioner
603
om, at det svenske Foreningsprogram gik ud paa Norges
Underkuelse og Indlemmelse i Sverige Tid til at brede sig og vokse
sig fast i det norske Folks Bevidsthed. Nordmændene indbildte
sig, at de i 1814 kjæmpede for sin Frihed og Selvstændighed,
medens deres Fiender i Virkeligheden havde det samme Program
som de selv; de indbildte sig, at de ved Krigen, saa uheldig den
end løb af for dem, aftvang sine Fiender væsentlige
Indrømmelser, medens disse i Virkeligheden opnaaede alt, hvad de vilde.
Deraf fulgte igjen den urigtige Sondring mellem
Selvstændigheds-sagen og Unionssagen, som har været og er saa almindelig i
Norge, og deraf har igjen flydt og flyder megen Strid og megen
Bitterhed, som kunde været undgaaet ved en «sandere»
Opfatning.1
Meget af, hvad der saaledes er bleven anført til Støtte for den
Paastand, at den norske Reisning i 1814 var en unødig
Afbrydelse i Tingenes naturlige Gang, og at Nordmændene vilde have
naaet i det væsentlige lige langt, om de havde underkastet sig
Kielertraktaten, kan nu i og for sig være rigtigt nok; men, om
det havde været rigtigt altsammen, vilde det, — naturligvis, —
ikke have forslaaet til at bevise, hvad det skal bevise. Det
forholder sig vistnok saa, at Kielertraktaten efter sin Ordlyd
ingenlunde hjemlede nogen Inkorporering af Norge i Sverige, — at
den tvertom udtrykkelig fastsatte, at Norge skulde forenes med
Sverige som et i Formen særskilt Rige, medens den ikke indlod
sig paa Foreningens Vilkaar iøvrigt, saa den forsaavidt levnede
Rum for en Anerkjendelse af Norges Selvstændighed ikke bare i
formel, men ogsaa i reel Henseende. Det forholder sig vistnok
ogsaa saa, at man fra norsk Side almindeligvis mistydede
Traktaten, saa den kom til at gjælde for en endnu skammeligere
Trafik med et helt Folk, end den virkelig var. Det er endelig
sikkert nok, at Karl Johan i 1810 og 1812 og endnu i Dagene
umiddelbart forud for Kielerfredens Afslutning udtalte sig i de
rummeligste Ord om sin Reredvillighed til at indrømme
Nordmændene saa gode Vilkaar, som de kunde ønske, naar de bare
vilde indgaa paa at forene sig med Svenskerne under samme
Konge.2 Et andet Spørgsmaal er det, hvor alvorlig ment
disse Ord var, eller hvorvidt man har Ret til at se i dem noget
mere end et Mundsveir eller en af de mange Udveie, som Karl
Johan pleiede at holde sig aaben i en vanskelig Situation; — der
er Tegn, som tyder paa, at det vilde have været et meget beske-
1 N. Höjer, Norsk nationel Historieskrifning, Svensk hist. Tidskr. 1887, S. 239 ff.
2 Se Depesche af 27 Decbr. 1813 fra den danske Underhandler i Kiel, Bourke,
til den danske Udenrigsminister, Rosenkrantz. Y. Nielsen, Kielerfreden, Kristiania
Vid. Selsk. Forhandl. 1886.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
