Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
15
Situationen synes faretruende for Kongedømmet. Dets
Rettigheder skulde varetages af det selvskrevne Formynderraad,
Lender-mændene, i hvis Hænder den umyndige Thronarving var. Men
for dem maatte netop denne Leilighed synes bekvem til at
befæste egen Magt og indtage en af Kongedømmet uafhængig
Stilling. De kunde blive farlige nok, dersom de forstod at bruge
sine Kræfter. Paa den anden Side truede Geistligheden, allerede
halvt seirende, med en dygtig Fører i sin Spidse, som syntes at
kunne vove alt mod et Rarn, da han havde vovet saameget mod
en Konge i sin fulde Manddomskraft.
Men netop i Faren skulde Kongedømmet fremtræde i sin fulde
Styrke; nu skulde det klarest vise sig, hvor dybe Rødder det
havde fæstet i Folkebevidstheden — saa dybe, at ingen anden
Magt kunde fremspire eller trives ved dets Side.
Det stod nu aabenbart i Lendermændenes Magt fuldstændigt
at indrømme Geistligheden dens Fordringer og lade den befæste
sig som en sterk og uafhængig Magt. Forholdene syntes at byde
en saadan Tiislutten. Kongedømmet, den eneste lovlig anerkjendte
Magt, som havde opslugt saa at sige al offentlig Myndighed, var
Lendermændenes og Geistlighedens, de fremadstræbende Magters
naturlige Modstander. Kun ved at forene sig kunde de haabe
at beseire det og sikre sin egen Udvikling. Og dog skete
netop det modsatte; men deri ser vi — jeg gjentager det — netop
Kongedømmets store Styrke: Tanken om at grunde en egen
Magt i Staten kunde selv ikke de mægtige Lendermænd gjøre sig
fortrolig med.
I Virkeligheden optraadte de straks efter Kong Magnus’s Død
som Geistlighedens ivrige Modstandere. Efter en, som det synes,
alvorlig Kamp seirede de omsider fuldstændigt. Erkebiskop Jon
maatte tilligemed Risperne Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar
flygte til Sverige — og Geistlighedens Sag var dermed tabt. Den
havde for sidste Gang prøvet sin Styrke med Kongedømmet og
var bukket under i Kampen. Den blev for Fremtiden henvist til
det gamle Afhængighedsforhold.
Lendermændene, som var optraadte med saamegen
Restemt-hed til Fordel for Kongedømmet, og som havde spillet en saa
fremragende Rolle under Formynderstyrelsen, beholdt vistnok
deres Indflydelse under den, som det synes, i det hele taget
svage Kong Erik. Men de havde dog ikke forstaaet at benytte
det beleilige Øieblik ti! at grunde et Kongedømmet sideordnet
Aristokrati; deres Magt havde trods de heldigste ydre
Omstændigheder ikke gjort et eneste sandt Fremskridt. De havde
forsømt at give Kongedømmet en Modvegt i Staten ved at styrke
Hierarkiet; deres Stilling var derfor ligesaa afhængig og usikker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
