Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
% Historiske og politiske Afhandlinger
sig bedre end i noget andet Land — og der var i dem formeget,
som hindrede en privilegeret Adelsstand fra at hæve sig. De frie
Odeismænd var ikke villige til at bøie sig for nogen anden end
for Kongen, og Odeismændene udgjorde her ingenlunde en
afsluttet snever Klasse blandt Folket; tvertimod havde
Befolkningen vedligeholdt sig ganske ensartet ligesom i de ældste Tider. —
I Norge var Krig tillands en Umulighed; Beliggenheden sikrede
mod fiendtlige Anfald; derfor kunde Kongens mægtige Vasaller
og hans Hirdmænd her ei erhverve de samme Bettigheder som i
andre Lande, hvor de skulde sørge for Bigets Forsvar; derfor
hævede sig her ei rundt Landets Grænser hine faste Slotte,
hvorfra Adelen kunde undertrykke Almuerne og tiltvinge sig
bestandig større og større Privilegier. — Men den væsentlige Hindring
for en verdslig Stændermagt laa dog deri, at det arvelige
Kongedømme var trængt for dybt ind i Almenbevidstheden. Folket
havde sluttet sig til det med hele Besten af sin Kraft. Ogsaa hos
Lendermændene var, som det synes, al politisk Bevidsthed gaaet
op i Kongedømmet. De formaaede ikke at gjøre sig fortrolige
med Idéen om en af Kongen uafhængig og ligeoverfor ham
stillet Magt — og de kunde derfor ikke med Enighed og Bevidsthed
stræbe efter den. De vilde i modsat Fald paa en ganske anden
Maade have benyttet sig af den Kamp, som Geistligheden mod
Slutningen af Magnus Lagabøters Begjering begyndte med
Kongedømmet.
Norges Geistlighed synes at have været mere fortrolig med
den nyere Tids Stænderinteresser. Og det kunde heller ikke være
anderledes. Ifølge sit Væsen strengt afsluttet, maatte
Geistligheden stedse være fremmed for Folkets Sympathier; den følte
sig vel derfor aldrig saa fast knyttet til det arvelige Kongedømme
som Lendermændene og Almuen. Den var heller aldrig saaledes
som det norske Aristokrati afbrudt i sin Udvikling. Sverre
havde kun tilbagetrængt enhver hierarkisk Stræben; Geistligheden
kunde fremdeles udvikle sig som en privilegeret, om end hverken
uafhængig eller i Statsstyreisen indgribende Stand — og den
syntes nu at have samlet Kræfter til en ny Kamp.
Erkebiskop Jon, en, som det synes baade ærgjerrig og
talentfuld Mand, optraadte som Kirkens Fører i dette dens sidste
Forsøg paa at grunde en virkelig hierarkisk Magt i Norge. Allerede
havde han halvt seiret; ved Tunsbergerforliget blev alle hans
Fordringer billigede; det stod kun tilbage at forandre den nye
Kristenret, hvori de Geistligheden indrømmede Friheder var
optagne.
Da døde Kong Magnus (1280), efterladende to umyndige
Sønner, den ældste tolv, den anden ti Aar gammel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
