Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
21
Mand, som det maatte være let at styre, kom de dog i lang Tid
ikke til noget afgjørende Resultat.
Saa høit gik dengang Kongens personlige Ret over Folkets
Velfærd.
Tilfældet skulde imidlertid træde hjælpende til. 1340 fødtes
Magnus en Søn Haakon; allerede to Aar i Forveien var den ældste,
Erik, født. I disse tvende kunde nu hvert Rige have sin egen
Konge — og det blev muligt for Norge at løsrive sig fra en
fordærvelig Forbindelse uden at gjøre noget Rrud paa Arveloven.
Nordmændene fandt i sine Restræbelser for paa denne Maade at
adskille Rigerne Understøttelse hos de Svenske, hos hvem
Magnus alt i længere Tid havde været forhadt. Det kom derfor snart
til et Forlig. Paa Varbjerg Slot den 15de August 1343 gik den
formelige Adskillelse for sig, idet Haakon her blev hyldet som
Norges Konge, medens Erik alt tidligere var valgt til Thronfølger
i Sverige.
Haakon var imidlertid dengang kun tre Aar gammel — og
Magnus’s kraftløse og uordentlige Regjering vedvarede derfor
endnu i lang Tid, udøvende den sørgeligste Indflydelse paa Ståt
og Folk. De Restræbelser, Nordmændene havde gjort for at faa
Forbindelsen med Sverige hævet, syntes ligesom at have været
en sidste Kraftanstrængelse, efter hvilken de faldt tilbage i en
fuldstændig sløv og afstumpet Uvirksomhed.
En sterk baade aandelig og materiel Tilbagegang aabenbarer
sig i dette Tidsrum hos det norske Folk. Dets Historie bliver
magrere og magrere, og de sparsomme, dunkle Beretninger taler
tilsidst kun om Ulykker.
I Aaret 1348 kom den sorte Død til Norge. Efter de islandske
Annalers Udsagn bortrev den over Totrediedelen af Landets
Befolkning. Denne Angivelse er maaske overdreven; Pesten har
neppe raset værre her end i Naborigerne. Men Virkningerne
maatte være mere blivende og mere følelige i et tyndt befolket
Land og hos et Folk, der allerede længst befandt sig i en stadig
Tilbagegang.
Vi ser saaledes ved Slutningen af Magnus Erikssons Regjering
det norske Folk i den sørgeligste Forfatning. Havde denne
Forfatning alene været Følgen af en svag Konges slette Regjering
eller en ødelæggende Pest, havde der dog midt i den dybeste
Elendighed endnu været et Haab. Men her var ikke engang
Haabet levnet. Vi behøver blot at vende os til Sverige. Dette Land
havde lidt under de samme Ulykker som Norge: Pest og en slet
Regjering — og dog spores her et stadigt sig udviklende,
fremadskridende, om end mangengang vildt og sørgeligt Liv. Netop i
Magnus Erikssons Tid begynder Kilderne til Sveriges Historie at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
