Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
% Historiske og politiske Afhandlinger
i en senere Tid skulde fremkalde en virkelig og varig Union,
havde endnu ikke udviklet sig.
At man i Norge var misfornøiet med Foreningen og kun holdt
ved den, fordi Folket følte sig bundet ved Arveloven, er saare
rimeligt. Men heller ikke i Sverige syntes man dengang gjerne
at have villet dele Konge med et andet Land. Aristokraterne og
de herskesyge Prælater havde endnu ei saamegen Magt, at de
kunde gjøre en uafhængig Standsinteresse gjældende; de maatte
rimeligvis endnu i en vis Grad rette sig efter Almuen — og den
vilde her som overalt gjerne have sin egen Konge. — For Norges
Selvstændighed var derfor ei meget at befrygte af Foreningen
med Sverige; men i andre Henseender skulde den dog vise, hvor
mangelfuld den norske Stats Udvikling havde været, og hvor
ganske hjælpeløst Folket var uden Konge. Magnus Erikssons lange
og ulykkelige Regjering fortjener derfor at kaldes et
betydningsfuldt Forspil til Calmarunionen, et Vink om, hvad Rolle Norge
vilde komme til at spille i en efterfølgende Tids
Stænderforbindelser. — Efter Overenskomsten af 1319 (Norges gamle Love III,
146) skulde Kongen opholde sig lige længe i hvert Rige; i hans
Fraværelse var Landsstyrelsen i Rigsraadets Hænder. Men det
norske Rigsraad var ingenlunde en saadan Rolle voksen. Under
et uindskrænket Kongedømme har vi seet det vegetere som en
magtesløs Indretning, selv medens de ansete Lendermænd var
dets selvskrevne Medlemmer. Nu derimod blev Rigsraaderne
umiddelbart valgte af Kongen, fornemmelig mellem de lidet ansete
og til Kongens Person nøie knyttede Riddere — og Rigsraadet var
saaledes nu fuldkomment blevet en Del af Kongedømmet. Uden Støtte
Støtte hos Folket eller i en mægtig og uafhængig Stand var det lidet
istand til at gjøre en selvstændig Myndighed gjældende. — Det saa
derfor sørgeligt ud med Landsstyrelsen i Norge. Under Kongens
lange og hyppige Fraværelser ophørte fuldstændig Samholdet i
Staten. Alting maatte hvile, og" Landet syntes at befinde sig i en
slåp Opløsningstilstand. Det var under saadanne Omstændigheder
en Lykke for Norge, at mægtige og patriotiske Ætlinger af de
gamle ansete Lendermandsætter dengang endnu levede; Mænd
som Jon og Sigurd Hafthorsønner, Fin og Ivar Øgmundssønner
havde dog endnu Vilje, Kraft og Anseelse nok til at optræde som
Folkets Ledere, om end ikke til at forfægte uafhængige Interesser.
Allerede Aar 1332 merkes Ytringer af Misfornøielse. I de følgende
Aar herskede stadige Uroligheder, som 1339 naaede deres største
Høide. — Folkehøvdingernes Bestræbelser gik i det hele taget ud
paa at tvinge Kongen til at afstaa fra Foreningen med Sverige, hvoraf
de med Grund kun ventede Elendighed for Norge. Men uagtet de
handlede i det hele Folks Interesse, og uagtet Magnus var en svag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
