Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
41
muen var underkuet, Borgerskabet tysk og i det væsentlige
udelukket fra alt offentligt Liv. De styrende Interesser var saaledes
kun Adelens og Geistlighedens — og for dem maatte en Union
være i høieste Grad velkommen.
Uagtet Rigsraadet nemlig allerede længst havde tilrevet sig
saagodtsom al Magten, behøvede det dog stadig en Navnekonge
for at herske. Dertil var Albrecht bestemt; men Forsøget viste,
at en indenlandsk Konge aldrig ganske kunde blive
Stormændenes Dukke. Under en fremmed Hersker, en Unionskonge, som
ved at udstrække sin Magt over tvende Riger i Grunden ingen
beholdt tilbage, og som sjelden ved sin personlige Nærværelse
kunde udøve nogen Indflydelse, maatte Rigsraaderne blive
ene-raadige. Deres Tanke vendtes derved naturlig mod Danmark.
Vante til under Albrechts Regjering at se Kongedømmet
forestille en udenlandsk Magt i Staten kunde det ikke saare i
mindste Maade deres Patriotisme (om de ellers havde nogen) at se en
fremmed Hersker beklæde Sveriges Throne. Og desuden var
den danske Stænderkonge dem neppe fremmed. Vi har ofte nok
udhævet, at den svenske Adel og Geistlighed i Seder, i Udvikling,
i Interesser, ja selv i Sprog og Slegskabsforholde havde langt
flere Berøringspunkter med den danske Adel og Geistlighed end
med sit eget Folk.
I Danmark var Forholdene ligesaa gunstige og maaske endnu
gunstigere for en Union, forsaavidt som Folket her var endnu
mere underkuet, Stænderinteresserne endnu mere fremtrædende.
De danske Stormænd havde ved Valdemar Atterdag erfaret, at
Kongedømmet kunde blive dem farligt nok — og de vilde derfor
vistnok gjerne se, at en Forening med de svenske Stænder gav
dem Anledning til at styrke hinandens Magt. Mod Slutningen af
det fjortende Aarhundrede udviklede sig desuden et nyt Forhold,
som mægtigt skulde bidrage til at føre disse tvende allerede
tilforn saa nøie forbundne Biger sammen i en virkelig Union.
Vi har tilforn berørt, hvilket Herredømme Hansestæderne
udøvede over Nordens Handel, hvorledes de overalt havde draget
Borgerskabet i de store Byer ind i deres Interesse og paa denne
Maade trukket al Velstand til sig. Ved at blande sig ind i
indvortes Stridigheder havde de ogsaa erhvervet den største
Indflydelse paa de tre nordiske Rigers Politik og offentlige Liv, navnlig
i Danmark, hvor Valdemar Atterdag i den Fredsslutning, han
kort før sin Død indgik, endogsaa havde maattet tilstaa dem en
afgjørende Stemme ved Kongevalget.1 Forbundne med adskillige
tyske Fyrster syntes de nu at nære endnu større Planer med
1 Dahlmann, Geschichte von Danemark II, 54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
