Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m.
63
hed og lod sig nøie med en Kongemagt, der i Virkeligheden kun
var et Navn. Men hans pludselige Død 1448 gav Signalet til nye
Uroligheder, hvorved Norge bragtes Undergangen nærmere.
Christofer efterlod! ingen Sønner, og der skulde altsaa ifølge
Unionens Natur foregaa et fælles Kongevalg for alle tre Riger.
I Danmark og Sverige søgte ogsaa mange at bringe Forbindelsen
istand igjen. Imidlertid var dog Forholdet mellem begge Landes
Stormænd ingenlunde det bedste. De havde forenet sig for
gjensidig at styrke deres Magt; men i selve Foreningen vilde baade
de Svenske og Danske have Overvegten, og heraf udviklede sig
snart Uvilje mellem dem. Det var hidtil lykkets de Danske
gjennem Erik og Christofer at udøve et Slags Principat.
Rimeligvis frygtede mange i Sverige for, at det samme skulde gjentage
sig, naar Danmark atter lik sat sin Thronkandidat gjennem
— og saaledes forberededes et ensidigt Kongevalg paa begge
Sider.
Norges Svaghed og dets falske Stilling traadte under disse
Omstændigheder klart for Dagen. Da der ingen lovlig Arving
fandtes efter Christofer, skulde man ogsaa her skride til
Kongevalg. Det syntes nu at være Tid til ligesom i Naborigerne at
vælge en egen Konge og paa denne Maade redde Statens
Selvstændighed. Men til at fatte en saa afgjørende Beslutning
manglede der Kraft, Enighed og politisk Bevidsthed. Vi ser i dets Sted
Folket delt i Partier, ubestemt at vakle frem og tilbage i det
kritiske Øieblik, medens Rigsraadet spillede sin sedvanlige ynkelige
Rolle. De Danske og Svenske havde imidlertid valgt hver sin
Konge, og de søgte nu begge at drage det viljeløse Norge over
paa sin Side. Saaledes var Riget et Bytte for disse tvende
Medbeilere, og dets Skjæbne beroede paa, hvem af dem der seirede.
I Norge selv var der et dansk Parti, som vilde have Christian af
Oldenburg, et svensk, som vilde have Karl Knutson til Konge.
Et tredie Parti, der ønskede at se den fra Sigurd Hafthorssøn
og saaledes af gammel norsk Kongeæt nedstammede Drotsete
Sigurd Jonsson ophøiet paa Thronen, havde vistnok den største
Del af Almuen for sig, men fik dog ingen synderlig Fremgang,
fordi Sigurd selv, ligesom alle Norges verdslige Stormænd paa
hin Tid, var uden al Fremfærd, ja uden personlig Ærgjerrighed;
han synes heller ikke i mindste Maade at have virket for sin
Sag. Det stod altsaa kun tilbage at opgjøre, om Norge skulde
komme under dansk eller svensk Herredømme. Af disse to
sørgelige Udveie maatte vistnok en Forbindelse med Danmark ansees
for den mindst farlige. Det svenske Parti fik dog i Begyndelsen
Overhaanden, fordi den kraftige Erkebiskop Aslak Bolt stillede sig i
dets Spidse; det lykkedes ham at vinde Størstedelen af Almuen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
