Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
, Om Calmarunionen ni. m. 65
skal være Norges Konge — ja de vælger endog den, mod hvem
Almuen saagodtsom over det hele Land havde vist en aabenbar
Uvilje. En dybere politisk Fornedrelse kan ikke tænkes.
Vistnok synes det underligt, at ikke engang ved en saa nedværdigende
Behandling den patriotiske Følelse vaktes til Liv, at ikke Folket
harmedes over en saa hensynsløs Tilsidesætten af dets eget Ønske.
Men vi sporer dog ikke en eneste Kraftytring, ikke en eneste
alvorlig Bestræbelse for at tilbagevise de overmodige danske og
svenske Aristokraters Indblanding i Norges Anliggender; tvertimod
fandt Folket sig med den største Taalmodighed i at være
overrumplet af Stormændene. Og, naar vi betænker den norske Stats
hele Udvikling, kan dette heller ikke forundre os.
Det var de danske og svenske Stænder, som havde forbundet
sig i Calmarunionen; de forstod ogsaa, som vi har seet, godt at
holde hinanden Stangen og drage Fordel af Foreningen. Det
norske Folk kom derimod ufrivilligt og tilfældigt med og var
ingenlunde sine Naboer voksen i Kraft eller politisk Dygtighed.
Havde der i Norge været et kraftigt og uafhængigt Aristokrati,
skulde Riget ikke have ligget under; thi Aristokratiet vidste stedse
at værne om sine Interesser. Der er vel neppe nogen Tvivl om,
at en Mand med Kraft vilde have kunnet bringe Nordmændene
til at reise sig mod en Konge, som blev dem paanødt paa en saa
nedværdigende Maade. Men de faa Ætlinger af de ansete Slegter,
der endnu stod tilbage, var altfor rolige, altfor lidet politisk
vakte Mænd til, at de skulde have vovet et saa afgjørende Skridt,
og flere af dem, saaledes t. Eks. Sigurd Jonsson, stod
endogsaa under dansk Indflydelse. Den eneste Mand, som paa Grund
af sin Stilling og sin Karakter syntes istand til endnu at redde
Norge fra Afgrunden, Erkebispen Aslak Bolt, var død —; de
øvrige Tilhængere af Karl, Erik Sæmundsen og Olaf Nielsen, m. fl.
følte sig for svage til at vove aabenbar Modstand; i Rigsraadet
styrede de dansksindede med Hartwig Krummedige i Spidsen —
og Almuen var saaledes ganske overladt til sig selv. Berøvet
sine Ledere, svag, splittet, politisk umyndig havde den intet
tilbage uden snarest muligt at overgive sig. Christian fandt derfor
ved sin Ankomst til Norge i Juli 1450 enhver Modstand
tilintetgjort. Han foldedes overalt af Folket og kronedes til Konge i
Throndhjem.
Norge var faktisk erobret. De Svenske havde formeligt
af-staaet Riget til den danske Konge, og denne havde modtaget det,
ikke som noget, der frivilligt tilbødes ham, men som sin lovligt
tilkommende Ret; han havde modtaget og tilegnet sig det, uagtet
Folket tidligere havde vist, at det ikke ønskede ham til Konge,
ja endogsaa ligefrem modsat sig hans Valg. Alt tyder saaledes
5 — Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
