Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
% Historiske og politiske Afhandlinger
I Danmark derimod vedblev Spændingen uforandret længe
efter Unionens Ophævelse. Adelen regjerede og Kongen regjerede,
og ingen af dem havde Magt til at udrette noget stort mod et
fremmed Folk.
Det lykkedes vistnok det danske Aristokrati 1537 at tilintetgjøre
de sidste Spor af Norges udvortes Selvstændighed. Men denne
Statsomvæltning, som man har kaldt den, var, skjønt den
middelbart har havt en stor Betydning ved at knytte de tvende Lande
uopløselig til hinanden, dog i og for sig kun en Intrige, hvis
Gang Folket ikke fulgte, og hvis Virkninger det ikke følte. Og,
om de danske Adelsmænd mente, at Norge nu for dem var
bleven, hvad de ønskede, «en feed Ladegaard», som de efter
Behag kunde udsuge, da forregnede de sig; thi dette Land havde
andre og bedre Værn mod Undertrykkelse end et svagt, ufolkeligt
Rigsraad.
Kongemagten for det første, som allerede var trængt tilbage
paa alle andre Punkter, kunde her gjøre dem en alvorlig
Modstand. Den havde tilforn været alt i Norge, og Unionstidens
Thronstridigheder havde ikke formaaet at svække dens Anseelse.
Dette maatte Kongerne føie; de vidste, at de hos Nordmændene
havde en Støtte, som de savnede i Danmark, og det var en
naturlig Følge heraf, at de ikke vilde være behjælpelige med at give
dem i det danske Aristokratis Vold. Paludan-MCiller har i
«Grevens Feide» bemerket, hvor lidet Christian den Tredie i denne
Henseende holdt sine Løfter. Skjønt der i hans Haandfæstning
stod, at «Norge herefter hverken skulde være eller hedde et Rige
for sig, men et Leddemod af Danmarks Rige», blev det dog
baade betragtet og behandlet som selvstændigt. Og om de
følgende Konger gjælder det samme; de ansaa Norge for deres
private Domæne, til hvilken de kaldte sig arveberettigede, og over
hvilken de vilde udøve en udelt Magt. Fredrik den Anden, som
var en streng, myndig Herre, tilbageviste Raadets Forsøg paa at
indblande sig i de norske Anliggender, hvad man blandt andet
kan se hos Slange (Chr. IV Hist. I. 83), hvor det hedder om
Udskrivningen af den almindelige Skat til Kongens Kroning, at «det
var første Gang Rigsraadet tiltog sig den Ret at sætte og bevilge
Skat udi Norge, thi tilforn paabød Kongen Skatten selv, og havde
Danmarks Riges Raad ei noget at sige udi de Tilfælde». Christian
den Fjerdes Forkjærlighed for Norge er bekjendt; den lader sig
ogsaa godt forklare deraf, at han her bedre kunde følge sin Trang
til Virksomhed end i Danmark, hvor hans Hænder var bundne
og Rigsraadet idelig stod ham iveien. Hvad han og hans
Forgjænger har udrettet for Norge, er vistnok ikke meget; men det
maa indrømmes, at de ingenlunde forsømte dette Rige, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
