Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
N’orge under Foreningen nu-d Danmark 1537 1814
101
som Kansleren Jens Bjelke t. Eks. engang anbefalede, at en
Foged, som havde gjort sig skyldig i Forurettelser, og over hvem
der var ført Klage, ikke maatte blive straffet for strengt, paa det
at ikke Bønderne skulde blive endnu mere «inflati» (o: opblæste),
end de allerede var, saaledes taler Vicestatholder Kragh under
Krigen med Karl den Tolvte meget bittert over, «at den foresatte
Øvrighed hverken kunde finde Lydighed eller Hørsomhed, paa
Grund af at Almuen haver havt den Frihed, de deres Øvrighed
fra de nnedrigste til den højeste kunde angive og hos Deres
Majestæt sort gjøre, hvorudi de hidtil have reusseret og nu desto værre
Frugterne afsees; thi Bønderne ere nu saa obstinate, at de hverken
agte Foged, Amtmand, Stiftamtmand eller ,Vicestatholder, men
hver efter sit Behag gjør, hvad dem lyster og godt finder
formedelst den Myndighed Øvrigheden er betagen».1 Den samme
Kragh skal endog, efter Hans Nobels Beretning, engang offentlig
have sagt, at han «ansaae enhver for en Landsens traitre og
Forrædere, som raadede Kongen til andet end at en Amtmand jo
uden alt Ansvar maatte lade pidske og fængsle en Bonde, naar
han selv fandt det for godt».2 Som bekjendt var Kragh dansk
af Fødsel, og rimeligvis har det ogsaa fornemmelig været de fra
Danmark indkomne Embedsmænd, der nærede en saadan Uvilje
over Almuens altfor store Frihed og saadanne Begreber om,
hvorledes det egentlig burde være, som man kan se af de ovenfor
anførte Ytringer. De var nemlig opdragne i Foragt for Bonden,
vante til at se ham ydmyg og forkuet, «neppe vovende at lukke
Munden op, naar Forpagteren, Forvalteren eller nogen anden saae
stift paa ham», som det hedder i Jørgen Sorterups Skildring,3
skjælvende og bøiende sig til Jorden, naar han gik forbi
Herregaarden eller den strenge Junker, taalmodigt lidende ethvert Slags
Mishandling, over hvilket han aldrig turde føre noget Klagemaal,
da det kun ledede til at gjøre hans Stilling endnu værre. Det er
saaledes intet Under, at den norske Almue, som, efter Arnt Berntsens
Udtryk, ikke var bange for at se en vred Mand under Øine og
tilbør-ligen at hævne, hvis Spot dem var vederfaret, i deres Øine maatte
mangle overmaade meget i den «nødvendige Subordination», eller
at det faldt dem vanskeligt at forsone sig med, at der gjordes
saameget Væsen af den norske Bondes Klagemaal, medens Bonden i
deres eget Land, efter hvad der endog var bleven et gjængs
Ordsprog, ingen Ret maatte have. Udentvivl har ogsaa disse
fremmede Embedsmænd oftere end de norske gjort sig skyldige
’ Brev i .S’amll. til den Danske Adels Historie paa det Kgl. Bibliothek i
Kjøbenhavn; Indkomne Memorialer for A. 1716 i Gehejmearkivet i Kjhvn.
2 Norske Samlinger. I Bind.
3 Nyerup, Historisk-Statist. Skildring I. Bil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
