Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
% Historiske og politiske Afhandlinger
paa «die dummen Dänen», og haanede deres Sprog og Seder. De
Danske, hvis Nationalkarakter er blød, og hvem Aristokratiets
haarde Regimente havde gjort submisse og eftergivende, bøiede
sig for denne Ringeagt, og vænnedes til at betragte, hvad der var
Tysk, som noget i og for sig bedre og mere fornemt, end hvad
der var Dansk; det blev deres mest fremtrædende Skrøbelighed,
som allerede Holberg anker over, «at admirere alt hvad der
kommer fra fremmede Stæder»,1 og de tabte i den Grad den for et
Folk nødvendige Selvfølelse og Stolthed, at Patrioter heri saa en
Grund til at befrygte Nationens fuldstændige Undergang, og at
det endog synes at have været ganske sedvanligt, at Danske
und-saa sig ved sin Nationalitet og søgte at gjælde for Tyske. Man
skulde, naar man betænker, at Norge fremdeles var oversvømmet
af danske Embedsmænd, at navnlig de høieste og anseeligste
Poster med faa Undtagelser var beklædte af saadanne, at
Kjøbenhavn var begge Rigers aandelige Centrum, at Nordmændene,
uanseet deres fremragende Andel i Fællesliteraturen, dog
fremdeles med Hensyn paa Kultur maatte erkjende sig som
afhængige af Danmark, neppe formode, at den nationale Selvfølelse hos
dem kunde være meget mere levende; man skulde vente, at de
havde følt sig ligesaa underordnede og ydmygede under de
Danske, som disse under Tyskerne. Det var imidlertid langtfra, at
dette var Tilfælde. Nordmændenes Karakter, præget af en
Samfundsorden, der sikrede enhver den størst mulige personlige
Selvstændighed, var mere haard og uafhængig end de Danskes, og
de lod sig derfor ikke saa let kue under en fremmed Indflydelse.
Deres Selvfølelse var bleven opflammet ved nationale Bedrifter,
hvortil Danmark ikke siden Enevoldsregjeringens Oprettelse havde
havt noget Sidestykke. De var stolte af sin Nationalmilits, hvis
Berømmelse kontrasterede med det mindre gode Lov, som
Danmarks Leietropper havde, og sine Søfolk, der var anerkjendte
som de bedste paa den hæderkronede dansk-norske Flaade. Men,
hvad der mere end noget andet fyldte dem med stolt Selvfølelse,
var deres Frihed. Man talte i det forrige Aarhundrede i ikke
mindre høie Toner om det frie Norge og de frie Nordmænd end
efter 1814. Og dette var, hvorvel Norges Regjeringsform dengang
var en rent despotisk, langtfra at være ubeføiet. Ikke blot
herskede der i Norge en Bondefrihed og en Lighed for Loven, som
paa hin Tid neppe havde noget Sidestykke; men Nordmændene
var, uanseet Regjeringens despotiske Maksimer og dens Fordring
paa at agere Undersaatternes Forsyn, et af de mindst regjerende
Folk i Europa. Fjernt fra Hoffets og Styrelsens Sæde, kunde de
næsten siges at være overladte til sig selv og følte ialfald i langt
1 Holberg, Danm. og Norg. Ståt. S. 19.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
