Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Xorge under Foreningen med Danmark 1537—1814
305
at forstumme. Det er af mange Vidnesbyrd klart, at det var en
almindelig Mening blandt oplyste Nordmænd paa hin Tid, at
Norge ikke indtog en saadan Stilling i den danske Ståt, der
stemmede med dets Værdighed som et gammelt og berømmeligt
Kongerige. I)er var begyndt at vaagne en levende Interesse for
Landets Oldtidshistorie, og, idet man dvælede ved Billeder af fordums
Glans og Herlighed, følte man dobbelt bittert, at Norge ikke
længer havde nogen Rang blandt Europas selvstændige Stater. Man
fandt, at de mange Offere, som Norge havde bragt og fremdeles
maatte bringe den fælles Ståt, ingenlunde blev tilbørlig
gjen-gjældte. Man klagede over, at det for Danmarks Skyld var
bebyrdet med en Udskrivning, der langt overskred alle Rimelighedens
Grænser, at dets Statsindtægter forbrugtes i Danmark, idet kun
en forsvindende Del deraf vendte tilbake til Landet selv, og at
alting var centraliseret i Kjøbenhavn. Man begyndte at indse, at
Regjeringens Politik, der alene tog Hensyn til det ene af de to
forenede Riger, nødvendigvis maatte blive fordærvelig for det andet,
hvis Stilling og Interesser var saa ganske forskjellige.1
Uagtet disse Anskuelser følgerigtig syntes at maatte lede til
Ønsket om Foreningens Opløsning, er det dog neppe tvivlsomt, at
det lige indtil den endelige Katastrofe i 1814 kun var de færreste,
hos hvem et saadant Ønske fik Rum, eller som stillede sig et
saadant Formaal klart for Øie. — Der var to almindelige og i sig
selv meget respektable Følelser, som hindrede, og som, hvis
uforudsete Begivenheder ikke havde hugget Knuden over,
sandsynligvis længe vilde have hindret Nordmændene i at gaa saavidt.
Deres Loyalitet og Troskab mod Kongehuset var en af de
Dyder, som de roste sig mest af at besidde, og den
Omstændighed, at Kongerne ikke holdt Hof blandt dem og kun sjelden
aflagde et kort Besøg i Norge, havde bidraget til, at Kongemagten
i deres Øine blev omgivet med et Slags overjordisk Nimbus, og
at de kunde bevare en ivrig Royalisme ved Siden af den for dem
naturlige Frihed i Tænkemaade. Regjeringen havde vistnok i
mange Henseender vist en uforsvarlig Mangel paa Omhu for
Norge; men man kunde paa den anden Side ikke miskjende, at den i
Regelen var mild og sjelden greb til voldsomme Midler for at
sætte sin Vilje igjennem eller befæste sit Herredømme. Uagtet
de stadigt mere fremtrædende Ytringer af norsk
Selvstændigheds-følelse og Misnøie med det bestaaende var Gjenstand for en
ængstelig Opmerksomhed fra de Styrendes Side, og uagtet man
begyndte at forestille sig, at Stemningen i Norge ikke var at lide
1 En hermed overensstemmende Skildring af Nordmændenes Stemning under
den mod Norge velvillige Reventlow-Schimmelmannske Regjering læses saaledes
hos A. S. Ørsted, Af mit Livs og min Tids Hist. II. 133 ff.
20 —Sars: Samlede Verker. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
