Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af tie norske Fylker
359
i Strømmen af den almeneuropæiske politiske Udvikling, stillet
Side om Side med de store Mønsterstater i Henseende til
Organisation. Dette var ganske vist et Fremskridt. Det var en
nødvendig Betingelse for Nationens Fremadskriden, at den stod i en
uafbrudt indre og ydre Forbindelse med den øvrige Verden; det
var derfor et Krav, som den nationale Udvikling efterhaanden
maatte komme til at stille, at den norske Ståt fik en Organisation,
der indtil en vis Grad stemte overens med, hvad der var
herskende europæisk Statsskik. Men Harald gjennemførte dette
Krav med ét Slag og i langt videre Udstrækning, end de paa
hans Tid givne Forholde kunde siges at medføre: en moderne
Ståt, et suverænt Kongedømme som det af ham grundlagte
savnede dog endnu hos Nordmændene de nødvendige aandige
Forudsætninger og kunde først i nogen Grad opnaa disse ved
Kristendommens Indførelse.
Derfor maatte Haralds Verk faa den Karakter af hensynsløs
Voldsomhed, hvormed det fremstiller sig for os i Sagaernes
Skildring; derfor maatte det atter for en stor Del nedbrydes.
Man kunde fristes til at beklage, at den jævne, regelmæssige
Udvikling paa denne Maade blev afbrudt, naar man ser hen til,
hvad den voldsomme Samling af de norske Smaastammer kostede
Folket. Havde ingen Harald reist sig og ryddet Riget for sig med
et hensynsløst Magtbegjærs Haardhed, søgt at paatvinge
Nordmændene en Statsform, hvortil de ikke paa nogen Maade endnu
kunde siges at have været forberedte, — saa vilde maaske disse
Tab have været undgaaede. Stammerne vilde have samlet sig
fredelig, den moderne Ståt vilde lidt efter lidt have befæstet sig
paa den aandige Basis, som Kristendommen gav.
Saaledes som det nu gik, synes meget af Folkets bedste Kraft
at være bleven ødet ved et fortidligt Forsøg. Værst medtoges
Gulathingslagens Fylker, — udentvivl paa den Tid de rigest
udviklede, Vikingernes og Søkongernes rette Hjem. Om dem
gjælder det vistnok med fuld Sandhed, hvad en nyere islandsk
Forfatter1 har sagt om Norge i Almindelighed, at nemlig deres
Ættearistokrati efter Harald Haarfagres Tid kan lignes «vi♂ felldan
skog, — standa storir runnir eptir hér ok hvar, en mikil rjödr å
milli». Men ogsaa fra de andre Fylker fandt talrige Udvandringer
Sted, og det var overalt storættede, gjæve Mænd, der flyttede,
medens Almuen sad fastere paa Foden. Man faar et Indtryk, som
om en hel Udvikling er bleven afbrudt.
Men et Brud var her uundgaaeligt. Man bør ikke forestille
sig, at Grunden til, at Norge samledes senere end Nabolandene,
skulde være den, at det laa agterud for disse i Henseende til Kul-
1 Gudbrand Vigfusson, Safn t. S. Isl. /. S’. 296.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
