Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkemængdens Bevægelse i Norge 1.’}.—17. Aarh.
411
Saa ugunstige end Handelsforholdene var for Norges
fiskepro-ducerende Befolkning, saalænge Hansekontoret i Bergen bevarede
sit Vælde, er det alligevel et Spørgsmaal, om de ikke var endnu
ugunstigere i den forudgaaende Tidsalder. Handelen med
Udlandet synes da, som nævnt, fordetmeste at have været besørget af
Mænd tilhørende Landets aristokratiske Ætter, der foretog
Handelsreiser ikke blot for Vindingens Skyld, men for at se sig om
og tilegne sig Kundskab og Verdenstone (jvfr. Kongespeilet). Den
Afsætning, som den menige Almue fandt for sine Varer hos disse
fornemme Kjøbmænd, kan neppe have været mere fordelagtig og
har været langt mere usikker, uberegnelig end den, den fandt
hos de tyske Faktorer.
I den ældste historiske Tid og endnu i det 12te og
Begyndelsen af det 13de Aarhundrede synes England at have været det
Land, hvormed Norge stod i livligst Handelsforbindelse. De
gamle Vikingveie gik mest vestover, og Viking og Kjøbmand var,
som kjendt, længe forenet i én Person; Vikingfærderne gik lidt
efter lidt over til Kjøbmandsfærder, og disse fulgte længe de
samme Spor, som hine havde opdraget. I Sagaerne er det
Handelsreiser til England (eller Irland), der omtales hyppigst. Norges
ældste Handelsoverenskomster sluttedes med England (1217 og
1269).1 Da Olav Kyrre anlagde Bergen, skal han have indrømmet
engelske Kjøbmænd en særskilt Plads, hvor de maatte opslaa sine
Boder og drive Handel.2 Endnu i det 12te og 13de Aarhundrede
nævnes Engelskmændene i første Række blandt de Fremmede,
der gjestede Norge i Handelsøjemed.3 Det var først i det 13de
Aarhundrede, at Tyskerne begyndte at optræde i større Mængde
paa det norske Marked, og først i det 14de, at det lykkedes dem
efter mange Kampe at faa afgjort Overhaand over
Engelskmændene. 4
Men England var saalidt da som senere et regelmæssigt
korn-udførende Land. Dets vigtigste Udførselsartikler var Tin, Uld,
Huder, Voks m. m., medens det fordetmeste selv behøvede
Tilførsel af Korn.5 Heraf fremgaar, at, saalænge England var det
Land, hvormed Norge stod i livligst Handelsforbindelse, har Korn
ikke kunnet indtage nogen fremtrædende Plads blandt Norges
Indførselsartikler. Kong Sverre nævner i sin Tale «Hvede,
Honning, Flur (fint Hvedemel) og Klæde» som de Varer, Engelsk-
1 Rymer, Foedera, I. 1. p. 149 og 480-81. Jvfr. Munch, N. F. H. III. 742.
2 Holberg, Bergens Beskr. S. 3—4.
3 T. Eks. Sverres Tale i Bergen. Endnu i et Privileg, af 1294 for Bremen heder
det: «Bremenses . . . pre cunctis mercatoribus Anglie et Theutonie favorabilius
aggregamus.» Brem.-Urk. Buch I. No. 503
4 Jvfr. Georg Schanz, Englische Handelspolitik gegen Ende des Mittelalters, I. 291.
5 Sartorius-Lappenberg, / 287—88, 30 8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
