Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Historisk Indledning til Grundloven
f>27
–— «saa skal du faa at vide,
Hvordan det gaar, naar Sværd og Hjerter sammen stride.
Naar Odel varmer Bryst, da, da, og ikke før,
Staar det som Klippen selv, og vinder eller dør.
•Ta, Odel! Norges Ziir og elskte Skytsgudinde!
Hvor er en Ædelsten af din Værdi at linde?
Selv midt i Freden du gjør Under. Granens Top
Din evig’ Lov og Bos til Skyen løfter op.»
Jeg kunde fylde mange Sider med Citater af lignende Indhold;
men dette faar være nok. Norske Forfattere kunde i de Dage
neppe nævne Norge (og de nævnte det ofte og gjerne, som man
kan se af Wessel’s Vers: «Jeg den kjække Nordmand priser, at
han stedse ivrig viser, han sit Fødeland har kjær»), uden at
Odelsretten og Odelsbonden skulde frem til Landets Forherligelse
sammen med Hornelen og Sarpen. Det var, som om en stor
Opdagelse var gjort, der fyldte Sindene med en glad Begeistring.
Man havde nok paa en Maade kjendt til Tingen før, men, hvilken
uvurderlig for al Verden misundelsesværdig Herlighed man i den
besad, det havde man ikke vidst før. Men nu varØinene aabnede,
og det er let at skjønne, hvorledes denne Opdagelse maatte virke
til at styrke og løfte Nordmændenes Nationalaand og lære dem
at føie sig som et eget, fra de Danske forskjelligt Folk i en helt
anden Grad end forud. Nordmændene ligeoverfor de Danske
var nu ikke blot Fjeldlandets Sønner ligeoverfor Slettelandets,
men fremfor alt den frie Odelsbondes Landsmænd ligeoverfor
den vordnede Hovbondes. Deres Patriotisme var ikke nu længer
en blot Bygdepatriotisme, knyttet til, udledet af deres Lands
særskilte Naturforhold; den var en Følelse, en Erkjendelse af at
tilhøre et eiendommeligt Folkesamfund, med sin særskilte Aand
og Forfatning og sine særskilte Veie i Fortid, Nutid og Fremtid.
De havde faaet sit Adelsbrev blandt Nationerne, renset for al den
Støv og Skimmel, som havde lagt sig derpaa i Aarhundredernes
Løb og gjort dets Skrift ukjendelig. Minderne fra Norges Historie
i Sagatiden havde vedligeholdt de hendøende Gnister af national
Selvbevidsthed midt under Landets dybeste Fornedrelse. Men de
havde været halvveis som en død Skat; man havde seet op til
dem som til en fjern Høide, hvorfra man nu ugjenkaldelig var
styrtet. Nu syntes man at være rykket dem uendeligt meget
nærmere; man havde indseet, at Oldtidens Kræfter og Betingelser
fremdeles var tilstede," og man kunde tro, at de, naar Ledigheden
bødes, atter vilde gjøre sig gjældende paa samme Sæt. Man kunde
atter se ud i Nutiden med Stolthed og mod Fremtiden med Tillid
og Mod. Slutningsordene i Welhaven’s «Norges Dæmring»:
«Din Odel Bonde! er en hellig Grund.
Hvad Norge var, det skal han atter vorde
Paa Land, paa Bølge og i Folkerang»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
