Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö514
Historiske og politiske Afliandlinger
Mand" Han begyndte som Soldat, og der vedblev altid at være
noget af Krigeren i hans Væsen. Endnu som gammel Mand, som
Biskop, tog han, da et engelsk Orlogsskib prøvede et Angreb paa
Bergen, sin Plads paa Havnebatteriet og opflammede ved sin
Tale Krigsfolket, der skulde modtage Fienden, om han forsøgte
at nærme sig Byen. Han forfattede de Sange, der gav det
fyldigste, kraftigste Udtryk for de hos hans Folk raadende
Stemninger, og som gjennem lange Tider vedblev at være dets mest
yndede Nationalsange, og paa samme Tid deltog han, med Pen
og Mund, i Diskussionen af alle de store Spørgsmaal, der kom
paa Dagsordenen i hans Tid, — om Ophævelse af Odelsretten,
om Forandring i de gamle Kirkeskikke, til og med om Bank- og
Pengevæsen. Han fremhævede ved alle Ledigheder Norges og
det norske Folks Herligheder; han vilde, at det norske Folk skulde
udmerke sig fremfor det danske, ikke mindst i Troskab mod
Kongen. Men saa god Nordmand han var og gjaldt for at være,
var han ikke mindre god tvillingrigsk Patriot. Vi har seet,
hvorledes han betragtede Norge som sit Fædreland i en naturlig
Forstand, Danmark og Norge tilsammen som sit Fædreland i en
borgerlig, politisk Forstand. Han var Erkerojalist, hyperlojal
(yderliggaaende Dyrker af Kongedømmet). «Troskab mod vor
allernaadigste Konge og Kjærlighed til Fædrelandet er hos os det
samme,» skriver han i Forsvarsskriftet for Einer Tambeskiælver,
idet han taler i «sine allerhøjstærede Landsmænds» og eget Navn.
Men hans arveundersaatlige Underdanighed havde altid et sterkt
Præg af hans Væsens Myndighed og Selvfølelse; det var ikke
saameget den Slags Lojalitet, der viljeløst bøier sig, som heller den,
der paatvinger sig sin Gjenstand og mangengang kan blive ligesaa
besværlig for denne som aaben Opposition. «Mod de kongelige
Anordninger, vi have, har jeg aldrig skrevet, og skal aldrig skrive
offentlig,» siger han i sit Skrift om Odelsretten, «men mod dem
vi kunne befrygte, paa Grund af vrange Forestillinger og umodne
Forslag, skal jeg skrive, saalænge jeg kan » Og han skrev da
stundom i en Tone, der stikker besynderlig af mod den, der paa
de Tider var den gjængse, navnlig i Danmark. «Den sterke Røst
fra Norge», som han blev kaldt, førte stundom et Sprog, der,
trods alle de mange og sterke og vistnok oprigtig mente Ytringer
af en Kongetroskab uden Grænser, maatte skurre ilde i de
danske Regjeringsmænds Øren, som t. Eks. da han i Stridsskriftet
om Kirkeskikkene ligefrem truede Regjeringen med dens
sedvanlige Bussemand, de norske Bønder, der ikke vilde vide af nogen
Forandring og var færdige til, om det gjaldt, at verge de gamle
Kirkeskikke med sit Blod.
Nordal Brun var Bondeven, — en af de tidligste og mest ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
