Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö542
Historiske og politiske Afliandlinger
intet Mirakel. Baade i hvad der blev opnaaet, og hvad der blev
forfeilet, da det afgjørende Øieblik kom, ser vi den naturlige
Virkning af de Kaar, hvorunder Folket forud havde levet. Disse
Kaar havde til den ene Side affødt en fremadskridende
Bevægelse, en Vækkelse af Nationalaanden, en enthusiastisk Tro paa,
at Norge atter skulde blive, hvad det engang havde været, — til
den anden Side en slig Materialisme, en slig Ligegyldighed for
alt andet end det private Velvære, slige Arveundersaatlighedens
Fordomme og Sedvaner, som ikke kunde ventes anderledes efter
en hundredaarig Afhængighed af et andet Land og af
Oldenborgernes landsfaderlige Regimente. Begge disse Retninger kom
tilsyne i 1814, begge paatrykte Folkets Holdning under Krisen sit
Præg, og begge fik en bestemmende Indflydelse paa den endelige
Løsning.
Vi har seet, at Materialismen, Lydrigefantasien var ude fra
første Færd, da det norske Folk skulde vælge mellem Kampen
for Selvstændighed og Selvopgivelsens magelige Landevei, men
tillige, at den trængtes tilside, overdøvedes af andre, bedre
Følelser, og at disse var de raadende inden Rigsforsamlingen. Af den
Opgave, der blev Nordmændene forelagt i 1814, løstes den første
Del paa en Maade, som vi har fuld Grund til at være stolt af.
Folkets Repræsentanter valgte af de to Veie den, som
Æresfølelsen tilsagde, og valgte den modigt og sterkt. Nu gjaldt det
at forsvare sit Valg, at tage Konsekvenserne af den tagne
Beslutning.
Idet Norge helt satte sig udover Kielertraktaten, gav sig en
fri Forfatning og valgte egen Konge, var en Krig med Sverige
bleven uundgaaelig. Norges Hjælpemidler var smaa, og det havde
mod sig ikke blot Sverige, men ogsaa de europæiske Stormagter,
der havde garanteret Kielertraktaten, — altsaa en Overmagt, der
syntes overvældende. Alligevel ved vi, at denne Overmagt var
mere tilsyneladende end virkelig. Karl Johan’s Forhold til de
allierede Stormagter, der havde sikret ham Norges Erhvervelse,,
var under Felttoget mod Frankrige, hvor hans Holdning vakte
alle Parters Mistanke, blevet næsten et fiendtligt.
Repræsentanterne for Europas legitime Fyrstehuse saa med Uvilje paa
Lykkeridderen, der havde svunget sig op i Revolutionens og Napoleons
Tjeneste, og ønskede at faa ham styrtet. Norges Reisning var dem
igrunden en velkommen Begivenhed, og, jo kraftigere, jo mere
vedholdende Nordmændene satte sig til Modverge, des mere
sikker kunde Karl Johan være paa at maatte undvære endog den
saakaldte «moralske» Hjælp af sine fordums Venner. Hans
svenske Hær var vistnok større end den norske, men dens
Opgave var ogsaa meget vanskeligere. Han savnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
