Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö646
Historiske og politiske Afliandlinger
Pung. Det var øiensynlig endnu dengang ikke gaaet op for
Stormagterne, at en Forening af den skandinaviske Halvøs to Riger
skulde være i og for sig noget nyttigt eller nødvendigt. Hvad de
ansaa for nyttigt og nødvendigt, var at sikre sig Karl Johans
Medvirkning under Kampen mod Napoleon. Han krævede Norge
som Betaling, og man indgik paa at love ham det. Stormagterne
disponerede over et Rige og et Folk, hvortil de ikke havde nogen Ret,
til Fordel for en militær Lykkeridder, som de i sit Hjerte hadede
eller foragtede, for at han skulde kjæmpe ved deres Side mod
sin fordums Herre og sit fordums Fædreland. Det var fra først
til sidst og i enhver Henseende en uhyggelig Affære, og det
manglede heller ikke paa, at man havde en Følelse deraf, trods den
dybe Demoralisation i den europæiske Politik, som maatte være
en Følge af de langvarige Krige, de idelige Omkomplinger af
Europas Kart og Skrækken for Napoleon. Preussen og Østerrige
undsaa sig ved at være med paa at frarøve en af Europas
legitimeste Monarker et Rige, som han og hans Forfædre havde
hersket over i Aarhundreder; i England raadede almindelig
Indignation over den hensynsløse Maade, hvorpaa der blev disponeret
over et helt Folk som over en Handelsvare; selve Toryministeriet
vedgik offentlig, at Overenskomsten med Karl Johan vedkommende
Norge ikke lod sig forsvare fra Moralens eller endog fra
Folkerettens Synspunkt. —
Det blev da ogsaa, som vi alle ved, yderst smaat bevendt med
den Hjælp, Stormagterne ydede Karl Johan til at opnaa, hvad der
var bleven ham lovet. Han maatte i alt væsentligt tage sig selv
tilrette. Kielerfreden fremtvang han ved sin Marsch ind i
Holsten, som han foretog paa egen Haand og meget mod de allierede
Stormagters Mening og Vilje. Da det saa dernæst saa ud til, at det
Bytte, han troede at have sikret sig ved Kielertraktaten, skulde
slippe ham af Hænderne, idet Nordmændene vægrede sig ved at
gaa under Aaget, og han krævede sine Forbundsfællers Assistance
til at komme i endelig, ubestridt Besiddelse af det Land, som de
havde garanteret ham, og som nu ogsaa var overdraget til ham
med «fuld Eiendomsret» af dets retmæssige Konge, — saa fandt
vistnok Forbundsfællerne, at de maatte gjøre noget for Skams
Skyld eller lade, som om de gjorde noget, for at det ikke skulde
se ud, som om de helt ud brød Ord og Aftale. Men de gjorde
saa lidet som muligt, og de gjorde det lidet, de gjorde, saa tvert
og vrangt som muligt.
Det er bekjendt, at Karl Johan havde megen Ærgrelse af de til Norge
i Sommeren 1814 udsendte Stormagtskommissærer. Det var ham,
der havde faaet dem sendt; hans Tanke var, at de skulde skræmme
Nordmændene til ubetinget Underkastelse. Stormagterne havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
