Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Unionen og Europa
647
jo lovet ham Norge; det mindste, de kunde gjøre for at indfri sit
Løfte, var at øve moralsk Pression paa de «oprørske» Nordmænd
for at faa dem til at give efter. Men de udførte dette paa en
Maade, der blev et nyt Vidnesbyrd om, hvor uvillig deres
Stemning var ligeoverfor Karl Johans Personlighed og Politik.
Stor-magtskommissærerne optraadte snarere mæglende end truende
og befalende og syntes mere tilbøielige til at støtte Norges
Uaf-hængighedssag end til at fremtvinge dets Underkastelse eller
Forening med Sverige. Karl Johan havde fuld Grund til at være
vred; det kom til voldsomme Scener mellem ham og
Kommissærerne. Men som en klog Mand tog han Varsel af deres Holdning
og skyndte sig med at komme til Forlig med Nordmændene og
tage, hvad han kunde opnaa ved Forhandling med dem. Det
blev kun lidet mod, hvad han fra først af havde gjort Regning
paa. Alligevel maa det udentvivl betragtes som et Held for ham,
at det lykkedes ham paa denne Maade at inddrive idetringeste
en Del af den Betaling, der var bleven ham lovet for hans
Tjenester. Der er vist al mulig Grund til at tro, at Stormagterne
ikke vilde havt det mindste imod, at han var bleven snydt for
det hele. —
I 1814 var altsaa «Europa» ikke kommet længere, end at det
opfattede Norges Forening med Sverige som en Ting, hvori man
lik finde sig, siden man engang havde givet sit Samtykke, men
som man helst havde ønsket at undgaa, og hvortil der ialfald
ikke knyttedes nogen større Interesse. Indtraadte der nu i den
følgende Tid en Forandring heri? Fik «Europa» Øinene op for
den svensk-norske Unions Betydning, og gav det ved Ord eller
Handling tilkjende, at det havde lært at opfatte Unionen som en
«europæisk Nødvendighed» og følte sig interesseret i dens
Opretholdelse eller Udvidelse? —
Det kunde synes saa. Man har fra Karl Johans første
Regjeringstider en hel Del Beretninger eller Hentydninger, hvoraf det
skulde fremgaa, at Stormagterne fulgte Forholdenes Udvikling
paa den skandinaviske Halvø med den mest levende
Opmerksomhed og forsøgte at blande sig ind deri, givende Raad, rettende
Opfordringer, øvende Pression, — altid i den samme Retning,
nemlig i Retning af Kongemagtens og Unionens Udvidelse paa
Bekostning af Norges Frihed og Selvstændighed. Et andet
Spørgsmaal er det nu, hvorvidt disse Beretninger kan ansees som
troværdige, eller om ikke en stor Del, maaske den allerstørste Del
deraf har været Skræmmeskud, af samme Art som de dunkle
Hentydninger til en sig nærmende, truende Krigsfare, hvormed
man i gamle Dage pleiede at indlede enhver ny Skatteforordning. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
