Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Unionen og Europa
649
vist forsaavidt en vigtig Sag, som det herved gjaldt at bringe i
Anvendelse for første Gang Bestemmelsen i Grundlovens § 79 om,
at en tre Gange gjentagen Storthingsbeslutning bliver Lov, ogsaa
uden kongelig Sanktion, — med andre Ord: det gjaldt at hævde,
at det er Nationalrepræsentationen og ikke Kongen, som er den
egentlige Indehaver af den politiske Suverænitet i dette Land.
Men i og for sig havde jo Sagen overmaade lidet at betyde.
Norsk Adel og norske adelige Privilegier var saa nærved at være
ingenting, at det paa Forhaand er lidet sandsynligt, at Europas
Stormagter skulde have brydd sig om eller fæstet nogen
Opmerksomhed ved, at de blev ophævet. Det eneste Vidnesbyrd om en
saadan Opmerksomhed er, hvad Motzfeldt fortæller i sin Dagbog,
at nemlig den russiske Gesandt i Stockholm Suchtelen skulde paa
sin Regjerings Vegne have udtalt sig mod en fornyet Vedtagelse
af Adelsloven; «men,» føier Motzfeldt til, «om dette fra først af er
oprundet i Alexander’s Hjerne, eller om ikke nogle af de svenske
Adelige først have sat det i Suchtelen og han i Alexander, det er
nu et andet Spørgsmaal». Naar Karl Johan i sine Breve og
Reskripter til Storthinget udbreder sig over de Farer, som en
fornyet Vedtagelse af Adelsloven vilde bringe over Landet, — naar
han taler om, at han, for et saadant Tilfælde, maatte have Penge
«til at væbne og udruste Flaaden, sætte hele Hæren paa
Krigsfod, proviantere Fæstningerne og sætte dem i Forsvarsstand,
fylde Magasiner og Arsenaler» o. s. v., — da er naturligvis dette
bare at opfatte som Skræmmeskud. Man maa staa paa et
ligefrem Kammertjenerstandpunkt for at se deri et Bevis for, at der
virkelig var Fare paafærde. Det er da ogsaa bekjendt, at
Storthinget vedtog Adelsloven tredie Gang i uforandret Skikkelse,
uden at der er Spor af nogen europæisk Bevægelse i den
Anledning. —
Helt anderledes god Grund var der til at tale om Fare ved
Gjældsopgjøret med Danmark. I denne Sag havde de europæiske
Stormagter (England, Østerrige, Preussen, Rusland) virkelig
blandet sig ind, og det var ifølge en fra deres Side indledet
diplomatisk Aktion og under deres Mægling, at Konventionen af 1 Septbr.
1819 blev afsluttet, hvorved Norge tilpligtedes at betale Danmark
3 Millioner Spdr. i Løbet af ti Aar. Denne Konvention blev i
1821 forelagt Storthinget, der skulde bevilge de nødvendige
Pengemidler. Det er vist, at, om Storthinget havde vægret sig ved at
anerkjende Konventionen, vilde det have udsat Norge for en
europæisk Intervention og for store Ydmygelser. Det er vist, at
der i og udenfor Storthinget var mange, der synes at have ment,
at man kunde slippe fra det hele ved uden videre at nægte sin
Forpligtelse, og som talte eller skrev i den Retning. Men nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
