Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.)Ö650
Historiske og politiske Afliandlinger
alvorlig Grund til at frygte, at en saa urimelig Mening skulde
samle og fastholde Majoritet inden Storthinget, synes der aldrig
at have været; dertil sad der i Thinget altfor mange sindige og
forstandige Mænd, som ikke kunde være blind for, at der her
forelaa en «europæisk Nødvendighed». Den første i Sagen
afgivne Kommitté-Indstilling hævdede ogsaa, at den engang
ind-gaaede Overenskomst maatte overholdes, men fremsatte derhos
en Paastand om, at Sverige burde deltage i Udredelsen af de
3 Millioner. Om denne Paastand er det vistnok med Føie bleven
sagt, at vi nu ikke kan tænke tilbage paa den uden Undseelse;
den vilde, om den var bleven gjennemført, have afgivet et bedre
Argument for de svenske Overhøihedskrav end noget, som hidtil
er bleven opdrevet. Men for Stormagterne maatte det være
ligegyldigt, om Norge betalte det hele eller Sverige overtog en Del
deraf, naar bare Summen blev betalt. Den anden i Sagen afgivne
Kommitté-Indstilling frafaldt Paastanden om Sveriges Deltagelse,
forsaavidt som den udtalte, at det vilde være «høist betænkeligt
og uklogt at gjøre denne Paastand gjældende ved nogen endelig
Beslutning»; den gik altsaa ud paa, at Norge skulde overtage den
hele Gjæld, men foreslog derhos, at Storthinget skulde anholde
Kongen om at udvirke en Forlængelse af Betalingstiden fra 10 til
30 Aar. Naar det ved den første Behandling i Storthinget — den
2 April — blev besluttet at sende Sagen tilbage til Kommittéen
og ved den anden Behandling — 10 Mai — at nedsætte en
Kommitté for at indhente yderligere Oplysninger: bør ikke dette
opfattes som Vidnesbyrd om, at Storthingets Flertal fremdeles
var bestemt paa at unddrage sig de ved Konventionen paalagte
Forpligtelser. Man søgte bare at hale Tiden ud og speidede efter
Midler, der kunde aabne Udvei til at slippe med billigere Vilkaar.
Og deri var intet urimeligt. Det vilde have været en stor
Daar-skab, om Storthinget havde fattet nogen Beslutning, der kunde
tydes som en Nægtelse af at anerkjende Konventionen af 1819;
men man kan, naar man betænker Landets økonomiske og
finansielle Nød, ikke undres paa, at Storthinget kviede sig i
længste Laget ved at overtage en i Forhold til Kræfterne saa
overvældende tung Byrde og gav sig god Tid med at undersøge,
om der ikke skulde være Raad til at opnaa nogen Lettelse. Det
fremgik desuden tydeligt af Forhandlingernes Gang, at
Modstanden mod Konventionen efterhvert blev svagere. Efter
Overlægningerne i Storthinget den 26 Mai angaaende den af den nye
Kommitté afgivne Indstilling, der blev forkastet med stor
Majoritet, kunde det ikke længer være tvivlsomt, at den var fuldstændig
brudt. Og det endelige Udfald blev da ogsaa, at Storthinget tre
Dage efter (29 Mai) besvarede det Spørgsmaal: «Skal Norge alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
