Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den norsk-svenske Unionsstrid
679
V.
De svenske Suprematister bygger sine Paastande paa, hvad
de kalder en «historisk» Grund: Sveriges ved Kielertraktaten
erhvervede Ret, — de europæiske Stormagters Ikke-Anerkjendelse
af Norges Suverænitet, hvoraf følger, at dets Reisning mod
Kielertraktaten var et Oprør, — Norges Erobring ved svenske
Vaaben, — Unionens Istandbringelse ved svensk Blod og svenske
Penge, — Nordmændenes Taknemlighedspligt ligeoverfor Sverige,
som befriede dem fra det «danske Aag» osv. osv.
Det er altsammen en endog i rent formel-juridisk Henseende
meget slet Procedure, laget sammen ved Tilsnigelser og
Forfusk-ning af historiske Kjendsgjerninger: — Nordmændene var ikke
efter Folkeretten forpligtede til at underkaste sig Kielertraktatens
Forføining over dem, — Norges Suverænitet behøvede ikke
Europas Anerkjendelse i 1814, eftersom den var anerkjendt længe
forud, — Norge blev ikke erobret i 1814, allermindst ved svenske
Vaaben, — Unionen blev ikke istandbragt ved svensk Blod og
svenske Penge; det maatte da heller siges, at det skete ved tysk
Blod og engelske Penge; — Nordmændene har aldrig vidst noget
af et «dansk Aag» at sige, og de skylder sig selv og Tilfældets
Gunst, ikke Svenskerne, hvad de i 1814 opnaaede af Frihed og
Selvstændighed.
Men, selv om denne «historiske» Begrundelse af Sveriges
Overhøihedsret havde været ligesaa klar og uimodsigelig, som den
er løs og uefterrettelig, hvad vilde den saa til syvende og sidst
have kunnet forslaa mod den ene Kjendsgjerning, at
Nordmændene har været og er en særskilt Nationalitet, en
Folkepersonlighed, som Svenskerne er det, og at de har den Ret, der
tilkommer enhver livskraftig og levedygtig Nationalitet, til at være
selvstændig og verge sin Selvstændighed mod hvem som helst, saa
langt Kræfterne rækker? Hvorledes skulde den Ret, der
udbringes af Skjøder og Traktater, hvor god og lovformelig Stand de end
er i, kunne i noget oplyst Menneskes Øine veie op mod den Ret,
som Livet og den historiske Udvikling giver?
Og dernæst — hvad kan der fornuftigvis ventes opnaaet ved
den svenske Overhøihedspolitik andet end at skaffe Næring for
en tom og foragtelig Forfængelighed? Virkelig Fordel skulde den
jo alene kunne bringe Sverige, forsaavidt den engang vilde føre
til den norske Nationalitets fuldkomne Tilintetgjørelse og
Norges Indlemmelse som en integrerende Del af Sverige. Men, om
Svenskerne kunde haabe noget saadant i 1814, da Norge syntes
at staa ved Afgrundens Rand, og det norske Folk endnu ikke var
rigtig vaagnet op af den dybe Søvn, hvori det havde ligget under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
